Ekspert: Vi udrydder verdens krybdyr
Mennesket skræmmer livet af dem og fjerner deres ynglesteder, mener dansk forsker.
Havslanger, marine firben, krokodiller og havskildpadder i mange forskellige afarter.
Jordens have har stadig et væld af marine krybdyr at byde på, men ikke så meget længere. De forskellige arters bestande overalt på kloden er nemlig gået voldsomt ned de forgangne år, og fortsætter udviklingen, vil mange af arterne før eller siden uddø – medmindre man altså gør noget for at forhindre det i at ske.
Voldsom nedgang i bestanden
Det er budskabet i et omfattende internationalt studie, hvis resultater netop er blevet publiceret i en stor overbliksartikel i det højtprofilerede internationale videnskabelige tidsskrift Plos One.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Dansker finder giftig havslange med to hoveder
Den danske forsker Arne Redsted Rasmussen fra Kunstakademiets Konservatorskole er én af de i alt fem forskere, der har været med til at gennemføre studiet. Sammen med fire af de bedste forskere inden for feltet på den internationale scene har han gjort status over krybdyr-arternes sørgelige forfatning ved at gennemgå hele den videnskabelige litteratur inden for feltet.
»Vores studie gør det meget klart, at stort set alle marine krybdyr er gået voldsomt ned i deres bestande, og at mange af arterne i dag er truet,« siger lektor Arne Redsted Rasmussen til Videnskab.dk.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Ældgammelt havslange-fossil fundet på Mors
Forskergruppen har kigget på alle de store krybdyrarter, og i den videnskabelige artikel gør forskerne status over bestandenes tilstand. De giver et overblik over, hvilke marine krybdyr der findes på kloden, hvem der er i slægt med hvem og præsenterer også oversigtskort over, hvor i verden de forskellige arter holder til.
Opfordring til politikerne
Sidst, men ikke mindst, opfordrer de politikere og myndigheder til at gøre noget for at vende den negative spiral, så dyrenes bestande ikke går yderligere ned og måske ligefrem kan begynde at vokse igen.
SE VIDEO PÅ VIDENSKAB.DK: Danskere finder verdens stærkeste dyr
Det har længe været kendt, at enkelte krybdyr-arters bestande svinder ind, men det kommer som noget af en overraskelse, at problemet er så stort, som det er. I artiklen bruger forskerne derfor også noget energi på at finde årsagerne til den kraftige reduktion.
Fire årsager
Arne Redsted Rasmussen nævner de fire vigtigste årsager:
- Voldsom kommerciel udnyttelse af krybdyrenes skjolde og skind
- Turisme ødelægger krybdyrenes lokale levesteder
- Mange havslanger dør i fiskernes trawl
- Fældning af Asiens mangroveskove går ud over ynglende krybdyr
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Sådan fik skildpadden sit skjold
Forskerne har bestemt nedgangene af bestandenes størrelse ved f.eks. at sammenholde en arts bestand opgivet i videnskabelige artikler tilbage i 1950’erne med dem, man finder i dag.
Den voldsomme nedgang i arternes bestande gør ham trist.
»Det er jo det sædvanlige problem med, at vi mennesker udvider vores territorier uden at tænke på naturen. Mennesker tænker kun på produktion og penge til stor skade for det naturlige dyreliv og planteliv,« siger han.
LÆS MEGET MERE OM UNDERSØGELSEN PÅ VIDENSKAB.DK