Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Lav dampende te af naturens ingredienser

Du kan nemt plukke urter til at lave lækker te derhjemme. Få eksperternes råd til, hvad du skal gå på jagt efter.

Anna Raabæk

Hvis familien skal en tur i skoven, eller I vil gå en tur i et strandområde, så find et net frem, og pluk ingredienser til en kop smagfuld eftermiddagste.

Selv om forår og sommer er højsæson for at plukke i naturen, så kan man stadig finde gode ingredienser, som kan forvandles til lækker te, fortæller Majken Sundahl, som er naturformidler hos Danmarks Naturfredningsforening.

Urterne kan både bruges friske eller tørrede til din te. Det kommer an på, hvor længe du vil gemme dem.

Her får du naturformidler hos Danmarks Naturfredningsforening Majken Sundahl og urtemand hos Wildfooding Thomas Laursens bud på bær og urter til en kop varmende te.

1) Havtorn

Havtorn har for alvor markeret sig som det nordiske køkkens fremmeste bær. Også i en kop varm te kan man få en masse ud af det orange bær.

- Selv om den har en udpræget syrlighed, kompenserer den med et højt indhold af vitamin C og en herlig, eksotisk smag. Hvis du lykkes med at tørre dem, kan de spille en fin rolle i en urtete med lidt honning eller rørsukker i, fortæller Majken Sundahl.

Havtorn vokser på buske i tørre og kystnære områder. Og Majken Sundahl har et godt tip til plukningen:

- Klip grenene af med bær, kom dem i fryseren, og slå de frosne bær af grenen. Det er meget lettere end at plukke hvert enkelt bær, og bærrene bliver en smule sødere, efter de har fået frost.

2) Enebær

Thomas Laursen, som har virksomheden Wildfooding og er forfatter til bogen "Vild", foreslår at bruge grønne enebær til te.

Det minder mere om gran end om egentlige bær. Og har man mod på det, kan douglasgran også bruges til en te, foreslår han.

- Det har en distinkt smag hen ad grape, som kan være interessant i en te, siger Thomas Laursen.

3) Kamille

Kamilleteen er en klassiker, hvis der er sygdom under opsejling, og du kan plukke kamille i det dyrkede land og i vejkanter i det åbne land.

- Både Skive-kamille, der ikke har hvide kronblade, og vellugtende kamille dufter dejligt af kamillete og er meget velegnede til at lave din egen te. Især vellugtende kamille bruges medicinsk for dens slimløsnende og betændelsesdæmpende effekt, siger Majken Sundahl.

4) Spansk kørvel

For at få en te med en smag af anis kan man trække te på spansk kørvel.

Thomas Laursen foreslår at bruge den sammen med et klassisk tebrev, så man får masser af smag i sin te.

- Jeg kunne godt finde på at have det som sidesmag i en "rigtig" te, så vandet bliver fyldt ud. For eksempel en sort te med en sidesmag af anis fra spansk kørvel eller med røllike, merian eller gråbynke, sig Thomas Laursen.

5) Vandmynte

Hvis du vil plukke vandmynte, skal du lede langs vandløb, søer, i enge og rørsump.

- Både de lilla blomster og bladene kan bruges, men gå efter de unge, friske skud. Du tager ikke fejl af duften. Og den eneste forvekslingsmulighed er andre myntearter, der typisk vokser på mere tørre steder, men som stadig er velegnede til urtete, fortæller Majken Sundahl.

/ritzau/FOKUS