Test: Tre julefrokoster

Vi skal til det igen.

Eller rettere: Vi skal naturligvis ikke til det igen, vi kan godt lade være, hvis vi vil være Uncle Scrooge og bære julen ud, før den overhovedet er kommet ind.

Men traditionen tilsiger, at der skal kød på bordet, reverenter talt, og alle, der i gymnasiet er blevet præsenteret for Martin A. Hansen og ”Høstgildet”, vil vide hvordan; her bliver arbejdsdrengen drukket på pelsen og ender som et lig på det uhøvlede langbord, og der er lidt at tænke over for den normaldanske frokostspiser.

Den danske bondetradition

Man skal ikke kimse ad det. Vi taler så meget om (andres) traditioner og skikke, her har vi vore egne, udsat for tekst og juleplatter.

Der skal spises - koste, hvad det vil. Og vi er ikke holdt op med det, fordi vi er kommet ind fra marken og har sat os til rette i filtklædte kontorlandskaber. Frokost er den danske bondetradition, og det er den, der vækkes til live i julen. Løsslupne chefer tager sekretærer på bagdelen, og hele kontormiljøer marineres i sprit.

Silden er for så vidt kun et påskud til alt det, der følger.

Det var Grundtvigs geni, at han kunne skrive vores hedenske tradition sammen med den kristendom, der stod ham nær. Trods klingrende frost godt år I spå // for fugl og sæd i dvale. Vist så, her er koldt, eller det var der i hvert fald i gamle dage. Og vores måde at spise frokost på har også noget med vejret at gøre. Vi spiser for at fore os, vi spiser i ren trods, det er nordboernes facon.

Traditionen trodser den globale opvarmning. Det har været en lun november, men det er stadig ikke til at få bord til frokost.

Så selv om vi kun er i november, haster det overordentligt med at bestille bord til frokost. Der er folk, der ordner det et år i forvejen.

Restaurant Bjørnekælderen

Almindeligt eller alternativt

Beliggenheden her midt i Teaterkvarteret, hvor selv bladene har en dannet måde at falde af træerne på, indebærer risikoen for at få pæne mennesker som kunder. Borgmesteren er altså stadig konservativ, skulle jeg hilse og sige.

Folk kan være så velopdragne, at de tager afstand fra de hedenske danske traditioner og foretrækker en anden slags frokost, f.eks. lun gedeost med tomat og græskar (89 kr.), spinatsalat med pekannødder og estragon eller en clubsandwich.

Det fås, med andre ord. Om aftenen kan man tilmed få en klassisk fransk menu, som ikke desto mindre kaldes julemenu, og den fås også i en dansk version, der kaldes Bjørnens Julemenu. Aftenens menupriser svinger fra 245 kr. til 435 kr., men vi var der til frokost og gik naturligvis den traditionelle vej. Ved denne tid på dagen koster den 11 serveringer lange julefrokostmenu 285 kr., men den var (heldigvis for vort anmelderhelbred) ikke begyndt endnu, så vi kunne i stedet teste nogle af retterne a la carte.

Den stegte sild var i god balance, om end hældende en anelse til den søde side, synes jeg. Jeg har mistanke om, at mange andre vil mene det omvendte. Brødet dertil var udmærket uden at være opsigtsvækkende, men fiskefrikadellerne var decideret spændstige, og remouladen dertil (som gik igen til fiskefileten) var præcis og markant med en syre, der var helt rigtig og langt fra den almindelige tubenormalitet.

Min ven prøvede kalvebrystet med flødepeberrod, og det kan anbefales. Saftig og spændstigt og rigeligt, endog meget rigeligt. Det hører sig til. Dansk julefrokost handler ikke om det nye franske køkken, ikke engang på Frederiksberg Allé.

Huset med det grønne træ

Det hele på én gang

Næppe ret mange nulevende i internetalderen husker journalisten og forfatteren Kelvin Lindeman, men han har sat sig et varigt minde på byens frokostscene. Stedet her hed Café Gammeltorv, indtil Lindeman udgav en roman med den titel, der er stedets navn i dag, thi her boede man i bogen, og det var så den historie.

I dag er stedet i offentligheden mest kendt som kælderen, hvor klienter af alle afskygninger fejrer eller drukner dommen, men os har de ikke fanget, så vi kom uanmeldt.

Her fås en veritabel juleplatte til 250 kr. (og ja, det betyder det HELE på én gang) og tillige hele to juleborde til henholdsvis 350 kr. og 450 kr.

I orden, man får, hvad man betaler for, og den mest vedvarende indvending på dagen var, at vi i perioder var tæt på at blive glemt af den jovialt venlige værtinde. Ellers alt vel. Og over middel. Her var en julemedister, som kunne få én til at overveje, om man dog ikke skulle spise medister noget oftere, altså ikke kun til jul. Den var seriøst kødfuld og krydret og ikke fra Brugsen. Her var sprød svær på ribbensstegen, som min gæst, Den Tørstige Pastor Emeritus, insisterede på med hele evangeliet i ryggen, og det fik han så. Eneste anke var faktisk den røræg, der kom med den røgede ål, den virkede kold og uinspireret, selv om den på regningen står anført som »kun«.

Ordet skaber ikke altid, hvad det nævner, men det er pil op og en god anbefaling til stedet her.

Slotskælderen hos Gitte Kik

Hvor Stauning spiste syltede sild

Jeg kørte i taxa hjem herfra med en evighedsstudent ved rattet. Han sagde, at han havde gået i børnehave på den vej, hvor jeg bor.

»Det var dengang, man skulle stille legetøjet på række, ikke noget med at smide det i en kasse.«

Ja, det var dengang. Slotskælderen hos Gitte Kik er også fra dengang, endda fra før dengang, og på væggene ser man hvordan; her hænger generationer som portrætter.

Historien fortsætter. Og trods den tidligere indehavers alt for tidlige død ligner Slotskælderen sig selv, man skal stadig vælge fra bordet med skueretter, og her er stadig fyldt, fyldt med mennesker. Og spritterbordet står, som det skal, her spiste salig Stauning sin daglige kogte syltede sild med kommenakvavit og mødtes med al folket. Det folk, han selv kom af.

Vi er tæt på Christiansborg, og en enkelt politiker lod sig da bese på dagen, men ellers er det så som så. Sæderne forfalder, og de folkevalgte er bange for at komme i Ekstra Bladet med en fadbamse i hånden. De går glip af noget.

Julen hænger som vinduespynt, ikke som decideret menu, men maden er god, og folk synes nok at fejre jul endda. Der var en virkelig fin balance i min karrysild, som her blev serveret med hakkede æg, der gik i ét med serveringen, snarere end at tage skikkelse af en iskold, forkogt ting, som det er normalen. Fiskefileten var en veritabel basse, der kunne få anmelderen til at tro, at han var genkendt, så god var den. Og nok var paneringen markant, men der var en seriøs fisk indenunder.

Eneste anke var de arge dåseasparges, der var involveret i min gæsts tallerken hvidvinsdampet laks og rejer, men det er selvfølgelig heller ikke så juleagtig en ting at spise, og aspargessæsonen er mildt sagt forbi, så hvorfor egentlig? Det bør tilføjes, at han, som er en mand med betydelig erfaring, spontant glædede sig over rævesovsen til den gravede laks, og det vil da sige noget.

Læs også: P å museum med kniv og gaffel