Blachman: Jeg er sindssygt høflig

Er X Factor-dommer Thomas Blachman høflig?

I fredags var han. Og måske næsten for meget.

I programmet fredagen før var han det øjensynligt ikke og måtte for åben skærm tage imod en gedigen skideballe fra den rødglødende meddommer Pernille Rosendahl.

Allerede under de indledende udvælgelsesprogrammer blev hans direkte facon diskuteret, når seerne igen og igen var vidne til følgende forløb:

Ung teenagedreng/-pige kommer forventningfuld ind på scenen. Begynder at synge, men stemmer svigter, det kniber i de høje tonelejer, og nerverne blokerer for teksten, så de sidste strofer i stedet nynnes.

Blikket vandrer usikkert hen over dommerpanelet og standser ved den skaldede mand ude til højre: Hvad siger Blachman? 30 sekunder senere føres teenageren grædende bort af en trøstende veninde eller en forælder.

Manden, som fredag efter fredag har haft sin kritiske finger på knappen og benhårdt slukket rampelyset for hundredvis af håbefulde unge, sidder nu på en café på Frederiksberg og nipper til en kop americano-kaffe - og argumenterer for at sige tingene lige ud.

»Alt andet ville da være uhøfligt. De har jo opsøgt dommeren og er gennem sangen kommet med deres forsvarstale. Hvis jeg ikke giver en ærlig bedømmelse, ville jeg jo være uærlig og fedte med mig selv, og det bringer ingen videre. Jeg synes, jeg er sindssygt høflig,« erklærer Thomas Blachman.

Ubevidst høflighed

For ham er det helt naturligt at holde døren for andre og lade andre komme til, men han er i tvivl om, hvorvidt han alene af den grund kan kaldes høflig.

»Jeg tænker ikke på høflighed på den måde, at jeg er bevidst om at være høflig. At tage hensyn og være opmærksom på andre er bare noget, som bør ligge på rygraden gennem opdragelsen. Jeg rejser mig for en ældre dame i bussen, men ikke for at score point. Det er noget, man skal gøre per automatik og uden at skulle høste komplimenter for det.«

Høflighed i sin sædvanlige betydning er i Blachmans verden ikke nødvendigvis positivt. Ligesom Des-formen kan den bruges som et værn og til at skabe afstand - som en falsk facade at gemme sig bag.

»Det er alt for nemt at være høflig. Vi er blevet høflige på en måde, hvor vi egentlig bare resignerer fra det ansvar at bekende kulør. Det er lidt som at hygge sig. Man finder den laveste fællesnævner, og så er man enig om det. I det øjeblik nogen er uenige, bliver det konfronterende, og så er det ikke længere hyggeligt.«

Civiliseret aggression

De fleste kender efterhånden også den 47-årige musiker, komponist og forfatter som en mand, der tydeligvis gerne går på kompromis med hyggen og meget bevidst opsøger konfrontationen.

Han kalder den verbale aggression »dybt civiliseret«, fordi den appellerer til dialog. Det er i mangel på ord, at konfrontationen kan blive fysisk, lyder pointen.

I forlængelse heraf bør danskere ifølge Blachman i højere grad bestræbe sig på at undgå høflighedsfraserne, hvis mødet med andre mennesker skal blive meningsfyldt.

»Hvis jeg åbner en samtale med spørgsmålet: »Hvordan går det?« eller andre høflige vendinger, så har jeg jo lagt samtalen død med det samme. Derfor kræver jeg også af andre, at de ikke lader høflighed kommer imellem os som et tæppe, der aldrig går fra. Til gengæld kan man komme hinanden nærmere i form af venskab og dialog, som man ikke kan forudse, hvor ender.«

Vi er fede …

En typisk dansk opfattelse af høflighed er at spørge til andre og lade andre komme til, men Blachman tror på, at det ville gavne mange samtaler, hvis de i stedet blev indledt med ordene: »Jeg er fed. Du er fed, og skal vi så komme videre.«

»Jeg vil gerne repositivere det højrøvede og forfængelige menneske. Det er nemlig høfligt. Uhøfligt er det derimod at ødelægge samtalen med den falske beskedenhed, hvor vi sidder og tilrettelægger samtalen, så jeg skal sidde og besmykke dig med superlativer, og du så kan sige: »Arh, det passer vist ikke.« Det er så typisk dansk, og jeg aner ikke, hvor vi har det fra. Det er ikke høfligt at være glad for sig selv. Det ligger mere til den sydeuropæiske kultur, at man fører sig frem.«

Thomas Blachman frygter, hvad han kalder pseudohensyn, hvor folk opfører et skuespil, som er socialt acceptabelt, mens svinehunden får frit spil i det skjulte - f.eks. i stemmeboksen.

»Så bekender man ikke kulør. Den anonymitet er direkte demokrati-nedbrydende. Var det ikke for nummerpladernes abstrakte, ligegyldige tal, og vi i stedet havde vores telefonnumre eller personnumre siddende på bilerne, så kørte folk garanteret mere hensynsfuldt, for så skulle man stå til ansvar for sine gerninger i trafikken,« pointerer han.

Ingen kan efterhånden være i tvivl om, at Thomas Blachman har sine meningers mod. Gennem sin medvirken i bl.a. underholdningsprogrammet X Factor håber han at kunne inspirere andre til at være høflige - på deres egen måde.

»Originalerne er ved at forsvinde ud af vores samfund. Jeg tror, at jeg p.t. er en af de få på DR1, som er til at få øje på. Der skal nok sidde nogle rundt omkring, der tænker, at hvis han kan sige sin mening, så kan jeg vel også.«

Dannelsestabet

Ifølge Blachman har der fundet et kæmpe dannelsestab sted gennem lang tid, bl.a. fordi mange gode idealer er gået tabt. I takt med, at kontakten til de ældre generationer er blevet mindre, bliver overleveringen af et fælles værdisæt også mere udvandet.

»Nu er forældre så høflige, at de ikke engang kan opdrage deres børn, men overlader det ubehagelige til folkeskolen, som skal lære børnene om en god omgangstone, om sex, om opførsel. Så får man noget for skattekronerne.«

»Men når man snakker med sine børn, opdrager dem og filosoferer med dem, kan de se en glæde ved verden og universet. Når de bliver 15 år, kan de se sig selv i et 360 graders perspektiv. Så kan børn godt se, hvad de kan og ikke kan, og så går de ikke på landsdækkende fjernsyn og gør noget, som de ikke kan. Det er mangel på forfængelighed fra børnenes og forældrenes side,« siger Blachman, der nu for alvor har talt sig varm.

»Vi er blevet så angste for at miste, at vi ikke modsiger vores børn. Vi er høflige over for dem, og det er misforstået og i virkeligheden en bjørnetjeneste. Vi gør alt, hvad de siger. Så tager vi ind foran Blachman og får en hyggelig dag ud af det - og bum. Og hvis skyld er det?«

Tomme kalorier

Af og til sender Blachman og de to andre dommere, Pernille Rosendahl og Mick ”Cutfather” Hedin Hansen, en bortdømt deltager væk med ordene: »Du har en fed udstråling, men du kan bare ikke synge. Find noget, du er god til.« Og det er meget bevidst.

»For mig har vi alle originaliteten i os. De, som kommer af sted i livet, er dem, som får mulighed for at udvikle det. Jeg er selv ordblind, men var heldig at møde mennesker, som kunne se ordblindhed som en alternativ form for musikalitet. Hvis man som forælder ikke konfronterer sine børn med, hvad de er gode og dårlige til, så finder de ikke ud af det.«

Han mener, at alt for mange unge af samme grund mangler idealer og forbilleder og derfor lider af »en skrækindjagende mangel på kulturel kvalitetssans.«

»Mange unge har et fucked up værdisæt. Mig, mig, mig, børnechampagne og limousiner. Det er små blanke produkter af kapitalismen. Det er virkelig lykkedes at skabe nogle consumere, som vil have og tager. Men det er tomme kalorier, Gucci og Prada og alt det lort. De trænger til et kulturelt arveforskud i form af dannelse, så de ved, hvad der er godt og skidt.«

Den skingre tone

Høfligheds-testen består ifølge Thomas Blachman i, hvordan vi opfører os over for fremmede - f.eks. udlændinge - som kommer til Danmark.

»Der er vi uhøflige. Tonen i den offentlige debat er fuldstændig ude i skoven. Det her lille land havde været betydeligt mindre uden en konstant strøm af udefrakommende. Tænk bare på atomfysiker Niels Bohr, Georg og Edvard Brandes eller noget af det mest danske, vi har i dag, f.eks Tuborg, som også blev grundlagt af en indvandrer, nemlig Philip W. Heyman.«

»Det høflige samfund er også et samfund, som kan omsætte solidaritet til en form for følsomhed, så man kan se dimensionerne i tingene, og man kan indrømme, at man ikke har nok i sig selv. Sådan som det var tidligere ude på landet, hvor generationerne var tæt på hinanden, og folk hjalp hinanden.«

Læs også: Danskerne - et uhøfligt folkefærd