Fortsæt til indhold
Musik

Northside: DSB opgraderer nattoget

Søndag bliver travl for både taxi og toget mod København

I 2012 kom 54 pct. af de omkring 4.000 gæster fra hovedstadsområdet med tog eller bus for at deltage i Northside i Aarhus.

I år er mere end 6.000 personer rejst fra København og omegn, hvoraf en stor del forventes af tage hjem direkte efter den sidste koncert kl. 23.45.

Ekstra vogne

DSB opruster derfor nattoget kl. 01.49 med to ekstra vogne, der i alt giver plads til 260 flere personer.

"I løbet af aftenen vurderer vi stemningen og afvejer, om der er brug for mere plads. Vi tager den på gehør og går efter de meldinger, der kommer ind. Men med tre afgange fra Aarhus i timen forventer vi, at det vil kunne lade sig gøre at få transporten afviklet med ro," forklarer DSB's vagtchef.

Han har ikke fået informationer om, at tog-situationen har været mere travl end sædvanligt i løbet af fredag eller lørdag grundet Northside.

Der har været meldinger om to travle aftener og nætter for Aarhus Taxi, på trods af muligheder for at tage cykeltaxier.

Travlt for Aarhus Taxi

Aarhus Taxi har været beskæftiget stort set døgnet rundt, og det har i høj grad kunne mærkes, at Northside er i byen.

"Vi har travlt både fra eftermiddag til aften, hvor vi normalt ikke har så travlt. Men især lørdag, da det begyndte at regne, ville mange hjem og skifte tøj. Så der skulle vi være på plads. Men chaufførerne har prioriteret at holde uden for Ådalen. Det kommer af sig selv, fordi man ved, at der er arbejde," forklarer Martin Søndergaard, bestyrelsesformand i Aarhus Taxi.

Han har selv været i arbejde hele natten og er klar til at begynde en ny arbejdsdag.

"Der har været rigtig travlt. Så selvom jeg på et tidspunkt talte 20 taxier i kø foran pladsen, så var de jo hurtigt væk igen. Men vi er der. Og vi skal være der i aften også," forsikrer han.