Fortsæt til indhold
Musik

Journalist anmeldte aflyst koncert

En journalist skrev en yderst detaljeret anmeldelse af en koncert. Desværre var den aflyst.

Mandag oplevede en østrigsk journalist sit livs koncert. På scenen stod George Michael og fyrede det ene hit af efter det andet. Det udmundede i en meget beskrivende og detaljeret beretning om aftenens koncert i morgendagens avis.

Der var kun et enkelt problem.

George Michael holdt overhovedet ikke nogen koncert den aften. Det skriver Die Presse.

Sengeliggende swinger

"Han swinger og jazzer med sin gåsehudsstemme sig gennem musikperler som Nina Simones 'My Baby Just Cares For Me', Terence Trent D'arbys 'Let Her Down Easy ' og Stings legendariske hit 'Roxanne',” stod der således beskrevet i den østrigske avis 'Krone'.

Dagen efter kunne man i avisen se flere store billeder af en solbrille-klædt George Michael i fuld sving med ordene, at "han mandag begejstrede publikum med sine fantastiske sange i Wien".

Anmelderen løj dog ikke hele vejen igennem artiklen. Faktisk befandt den britiske George Michael sig i Wien. Han lå bare indlagt på sygehuset med en lungebetændelse og havde derfor aflyst koncerten.

Det er uvist, hvordan anmelderen alligevel så ham til en proppet koncert fuld af pep.