Fortsæt til indhold
Litteratur

Udskældt fusk-forfatter klar med ny bog

To af hans tidligere bøger er trukket tilbage på grund af alvorlige fejl og fordrejninger.

Det amerikanske forlag Simon & Shuster tør - om man så må sige - hvor andre tier:

Forlaget har netop offentliggjort, at man udsender en ny bog skrevet af den mildt sagt kritiserede og kontroversielle journalist og forfatter Jonah Lehrer.

Bogen har titlen "The Book of Love", men forlaget har endnu ikke sat en udgivelsesdato på.

Afsløring på afsløring

Jonah Lehrer var ellers i det amerikanske forlags- og mediebranche "drengen ingen ville lege med".

Dette efter at han har været involveret i en stribe skandaler i forbindelse med både sine seneste to bogudgivelser og på grund af sine journalistiske arbejdsmetoder.

Den nu 31-årige forfatter måtte sidste år lide den tort at se en af sine bøger trukket tilbage fra markedet af forlaget Houghton Miffin Harcourt.

Det drejede sig om bogen "Imagine", i hvilken - og det erkendte han selv - han havde fordrejet og frit opfundet flere citater fra Bob Dylan.

Kort tid derefter trak forlaget bogen "How We Decide" tilbage på grund af "alvorlige problemer". Blandt disse var igen adskillige frit opfundne citater.

Forlod lederjob

I kølvandet på de to bogskandaler måtte han forlade et leder-job på magasinet The New Yorker. Dette skete, fordi det blev afsløret, at han adskillige gange havde genbrugt materiale fra tidligere artikler, som blev publiceret i New York-avisen.

Hans nye bog handler om kærligheden, og i forbindelse med meddelelsen om, at man har skrevet kontrakt med Lehrer, har Simon & Shuster udsendt en meddelelse, hvori det blandt andet siges:

"Vi har gjort det, fordi vi mener, at Johah Lehrer er en usædvanlig talentfuld forfatter med en ganske særlig tilgang til et emne med enorm appel. Ja, det er utvivlsomt det emne i historien, der har størst appel overhovedet."