Fortsæt til indhold
Litteratur

Skrivende soldat fik debutantpris

Sprogofficer vandt BogForums Debutantpris for sin roman ”Den stjålne vej”.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har netop vundet BogForums Debutanspris for sin første roman ”Den stjålne vej”, som udkom i foråret.

Anne-Cathrine Riebnitzsky gik i 1998 direkte fra Forfatterskolen til hæren, hvor hun uddannede sig til sprogofficer. Hun arbejdede ved ambassaden i Moskva, inden hun i 2007 blev udsendt til Afghanistan som soldat og siden som rådgiver for Udenrigsministeriet.

Ingeniør gav idéen

Mens Anne-Cathrine Riebnitzsky opholdt sig i Afghanistan, blev et antal lokale mennesker ramt af vejsidebomber på en grusvej.

Det viste sig, at en lokal vejingeniør var blevet tilbageholdt af Taleban, som ville bremse hans arbejde med at bygge en asfaltvej. Da ingeniøren dukkede op igen, interviewede Anne-Cathrine Riebnitzsky for at samle oplysninger om tilbageholdelsen.

»Det var først, da jeg mødte ham, at jeg fik ideen til bogen,« siger forfatteren, som ønsker at nuancere danskernes opfattelse af troende muslimer.

»Han var stærkt troende, men han var ikke fanatisk. Herhjemme har folk en fastlåst opfattelse af troende muslimer. Jeg er lige flyttet fra Nørrebro til Als, og dér har man meget ringe kendskab til muslimer og andre indvandrere. Folk har jo ikke mødt nogen - og slet ikke talt med nogen - i årevis.«