Farce om Apples nøgen-censur fortsætter
Først censurede Apple bog om den danske hippie-bevægelse - nu er bogen helt fjernet
Uden forudgående meddelse - og nogen begrundelse - har Apple i weekenden nu helt fjernet Peter Øvig Knudsens to bøger om den danske hippie-bevægelse.
Det meddeler forlaget Gyldendal.
Nøgenbilleder dækket til
Apple havde store skrupler med at sælge bogen i digital udgave via iBookstore fordi den rummer adskillige nøgenbilleder.
For at imødekomme Apple dækkede forfatteren alle kønsdele, bryster og andre seksuelle motiver til med røde æbler.
Det handlede om i alt 47 fotografier, men dette var tilsyneladende ikke nok.
Øvig: Sagen er absurd
”Sagen var i forvejen absurd, og nu bliver det svært at finde ord: Vil Apple forbyde, at man bruger æbler til at udføre den censur, de kræver?” siger Peter Øvig Knudsen i en kommentar til Apples seneste skridt.
Kun til salg i fire dage
Men den censurerede udgave nåede kun at være til salg i Apples ebogshandel iBookstore i fire dage: Nu har Apple fjernet begge bøger fra butikken.
Udgivelsen af de digitale udgaver af bogen varetages af Hippieselskabet, der er oprettet til formålet. Selskabet har foregæves forsøgt at få en forklaring fra Apple, men har endnu intet hørt.
Sagen vakte i sidste uge voldsom opsigt og blev tilmed diskuteret heftigt i politiske kredse.
Her kan du se nogle af bogens billeder - med og uden censur.
Hvad mener du? Overeagerer Apple ? Ordet er dit