Fortsæt til indhold
Kultur

Fynsk fund: En rudekuvert fra paven?

I Rynkeby er gjort et bemærkelsesværdigt fund, der rummer flere spørgsmål end svar.

Det segl, som pave Johannes den 22. brugte på sine breve, er ikke helt ukendt i Danmark.

Der er tidligere fundet 15-20 stykker, men et nyt fund i Rynkeby på Fyn tiltrækker sig særlig opmærksomhed.

Og det af flere grunde.

Men væsentligst fordi det ikke - som de øvrige - er fundet ved domkirker og klostre.

Fundet af amatør-arkæolog

Det aktuelle fund, der blev gjort af amatørarkæologen Paul Uniacle med en metaldetektor på en mark ved Rynkeby, er det første, der er gjort i et landsogn.

Det er en uløst gåde, hvordan seglet er havnet der, men det vides, at pave Johannes den 22. - der var pave fra 1316 til 1334 - sendte omkring 250 breve til Danmark.

Hvilket brev Rynkeby-seglet har lukket, det vides selvsagt ikke.

Forskellige snore

Hvis brevet rummede et godt budskab - f.eks. en udnævnelse til biskop - var seglet gjort fast med en silkesnor. Handlede det for eksempel om krav om at bisperne skulle samle penge til korstog, var seglet gjort fast med en grov hampsnor.

Hvilken type snor Rynkeby-seglet har været fastgjort med, ved man ikke.

I forbindelse med fundet, der blev gjort i netop de dage, da der for nogle uger siden blev valgt ny pave i Rom, udtaler museumsinspektør Claus Feveile til Østfyns Museers webside blandt andet:

Tabt ved uheld?

”Paveseglet har muligvis vandret gennem mange hænder, inden det blev tabt ved et uheld. Eller måske var det velopbevaret og skattet helt frem til reformationen i 1536, hvor helgen- og persondyrkelse blev afskaffet. Herefter har man smidt det på møddingen og efterfølgende kørt det ud på marken. Under alle omstændigheder kan vi glæde os over et usædvanligt og sjældent fund.”

Rynkeby-seglet er fremstillet af bly og er knap 4 cm i tværmål. På den ene side er der billeder af Sankt Paulus med langt skæg og glat hår samt Sankt Peter med krøllet kort hår og skæg. På bagsiden står pave Johannes' navn, men er delvist ødelagt af snoren - silke eller hamp - der er flået af.

Kongen i Nyborg

I sin tid som pave skrev Johannes den 22. som nævnt relativt ofte til Danmark, og modtagerne var som oftest ærkebiskopper og bisper. Men han skrev også til den daværende danske konge Christoffer II.

Samme konge opholdt sig faktisk ofte i Nyborg, der ligger 15 kilometer fra Rynkeby, hvorfor seglet meget vel kan have lukket et brev til den danske konge.

Amulet?

At seglet er havnet i Rynkeby kan også have en helt anden forklaring:

Når et segl var fjernet fra et brev, blev det meget ofte brugt som en hellig amulet, og i den egenskab kan det være tabt på den fynske mark.