Michael Caine kommer i eksklusiv klub
Det er kun tredje gang på 28 år, at en person modtager prisen.
Ved de årlige uddelinger af European Film Awards er den legendariske skuespiller Michael Caine indstillet til en ærespris for sin livslange karriere i filmens verden.
Således udtaler både formand for European Film Academys (EFA) bestyrelse, Agnieszka Holland, og EFA-præsident, Wim Wenders, i en pressemeddelelse:
»Vi er kommet frem til den beslutning, at vi er alt for sent på den i forhold til at hædre Sir Michael Caine. Denne anerkendelse til en enorm filmpersonlighed kommer fra vore hjerter og har kun været uddelt to gange i vores næsten 30-årige historie på European Film Awards«.
De to andre ærespriser er tidligere givet til den portugisiske filminstruktør Manoel de Oliveira, som var med til at grundlægge EFA i 1988, og til den franske skuespiller Michel Piccoli.
Michael Caine har gennem sin karriere medvirket i mere end 100 film. Han har vundet to oscarpriser for bedste mandlige birolle, og fire gange har han været nomineret for bedste mandlige hovedrolle, senest i 2002 for sin rolle i filmen "The Quiet American".
I 2000 blev han slået til ridder af den engelske dronning Elizabeth II.
Det bliver 28. gang, at EFA uddeler priser. Det sker 12. december i Berlin.
Michael Caine er 82 år.