Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Sidse Babett gik glip af en Emmy

Argentiner snuppede den eftertragtede Emmy-statuette for næsen af statsministeren.

Den danske skuespiller Sidse Babett Knudsen kunne i nat sikre sig i nat en fornem international hæder ved at vinde en eftertragtet Emmy-statuette som ”årets bedste internationale kvindelige skuespiller”.

Hun var nemlig nomineret i kategorien for sin rolle som den fiktive statsminister Birgitte Nyborg i DR’s dramaserie ”Borgen” ved den internationale udgave af Emmy-festen, som fandt sted på New York Hilton-hotellet på Manhattan i New York.

Ingen hæder i denne omgang

Juryen pegede dog i stedet på argentineren Cristina Banegas for sin rolle i tv-serien ”Televisión por la Inclusión”, og dermed fusede de danske vinderchancer ud.

De øvrige nominerede var Rhina Sa fra Hong Kong fra tv-serien ”Zhonh Huo Di” samt britiske Joanna Vanderham fra tv-serien ”The Runaway”.

Prisfesten, som ikke blev tv-transmitteret, blev arrangeret af International Academy of Television Arts & Sciences og må ikke forveksles med de to andre Emmy-fester, Primetime Emmy Awards og Daytime Emmy Awards, som udelukkende kårer de bedste amerikanske tv-produktioner.

Ros til serie

Sidse Babett Knudsen, som var til stede under prisuddelingen, er i øjeblikket i gang med de sidste indspilninger til tredje sæson af "Borgen."

Tv-serien er blevet skamrost af New York Times og andre amerikanske medier og vises i øjeblikket på den smalle tv-kanal LINK TV, som imidlertid er utilgængelig for de fleste amerikanske tv-seere.

Dansk tv har trods nattens skuffelse gode erfaringer fra den internationale udgave af Emmy-festen.

Tidligere dansk hæder

For 10 år siden vandt tv-stationen den første Emmy til Danmark for dramaserien ”Rejseholdet”.

Året efter udløste ”Nikolaj og Julie” en ny Emmy til DR for ”bedste internationale dramaserie”. I 2005 vandt DR igen i samme kategori med dramaserien ”Ørnen”.

"Unge Andersen", produceret af Nordisk Film for DR, fik samme år en Emmy for at være "Bedste internationale tv-film/miniserie".

For fire år siden var Sofie Gråbøl nomineret for sin rolle som Sarah Lund i ”Forbrydelsen”.

Nomineringen udløste dog - ligesom i nat - ingen statuette.