Modstandsfilm begejstrer de fleste
"Hvidsten Gruppen" om modstandsbevægelsen er vellykket trods småfejl, lyder anmelderdommen.
Sjældent har en dansk film fået så stor omtale i medierne før premieredagen som "Hvidsten Gruppen".
Men hvis man lytter til de danske anmeldere, tyder meget på, at dramaet om modstandsgruppen fra Randers-egnen kommer til at trække mange danskere i biografen.
- Producenten Regner Graasten har satset stort og dristigt, og der er kommet en film ud af satsningen, som meget vel kan blive et nationalepos, skriver Jyllands-Posten i sin anmeldelse af filmen, som har premiere over hele landet torsdag.
Flot skuespil
"Hvidsten Gruppen" handler om den jyske modstandsgruppe fra Hvidsten, som under besættelsen i Anden Verdenskrig specialiserede sig i at modtage våben, ammunition og sprængstof, som engelske fly kastede ned fra luften.
Jyllands-Posten kalder modstandsdramaet for "vellykket", og tildeler filmen fire ud af seks stjerner. "Hvidsten Gruppen" bliver især løftet af flere overbevisende skuespilpræstationer, mener avisen.
- I centrum står ejeren af Hvidsten Kro, Marius Fiil, sindigt og djærvt spillet af Jens Jørn Spottag, der har den fornødne drøjde i både krop og replik. Flot præstation!, lyder nogle af de rosende ord.
Mere troværdig
Også Politiken er begejstret for skuespillet hos flere af hovedrolleindehaverne og kaster fire ud af seks hjerter efter modstandsdramaet. Avisen giver desuden instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis en cadeau for hendes første film i instruktørstolen.
- Næsten helt uden action får Anne-Grethe Bjarup Riis skabt en fortælling, der virker langt mere troværdig i sin skildring af livet under krigen end det store udstyrsstykke "Flammen og Citronen", skriver Politiken i sin anmeldelse.
På Berlingske lyder dommen også på fire stjerner.
Men læser man B.T. og Ekstra Bladet er reaktionen knap så begejstret. To stjerner giver aviserne til filmen, som bliver kaldt en "kliché" og "kedsommelig".
Også Politiken og Jyllands-Posten mener, at filmens dramatiske slutning kammer over i følelsesladede overdrivelser.