Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Dansk stjerne i ny amerikansk serie

Først gav Mads Mikkelsen den som viking - nu følger Nikolaj Coster-Waldau efter som ridder.

Når det amerikanske tv-selskab HBO til foråret blænder op for tv-serien "Game of Thrones" er det med danske Nikolaj Coster-Waldau i en af de bærende roller.

Danskeren spiller ridderen Jamie Lannister i serien, der bygger på forfatteren George R.R. Martins bogserie af samme navn.

HBO har netop frigivivet de første billeder fra serien - blandt disse også et billede af Coster-Waldau.

Kongeriget Westeros

Serien omhandler kongeriget Westeros, hvor syv adelsfamilier er i krig om magten.

I hjertet af krigen kæmper de to styrende familier Stark og Lannister indædt mod hinanden om kontrollen over kongeriget og retten til at besidde Jerntronen.

"Game of Thrones" har udover Coster-Waldau prominente navne som Sean Bean, Jennifer Ehle, Peter Dinklage, Lena Headey og Mark Addy på rollelisten.

Mange serier

HBO har I en årrække høstet masser af priser og anmelderroser for deres visionære arbejde med tv-serier. Selskabet står bag blandt andet bag succes-serier som "The Sopranos", "Band of Brothers", "The Wire", "True Blood", "Sex and the City", "Entourage" og "Boardwalk Empire".

Serien kan her i landet ses af dem, der abonnerer på Canal+. Selskabet har en aftale med HBO, hvorefter helt nye serier som denne vises i Danmark få uger efter den amerikanske premiere.

Der er dansk premiere i april 2011.