Fortsæt til indhold
Kultur

Gyser aflyst efter heftig teenager-tumult

Franske biografer har store problemer med teenagere, der ikke kan begå sig i biografen.

Et stigende antal franske biografer må i tiden tackle et noget specielt problem:

Der opleves flere og flere eksempler på, at et meget ungt teenage-publikum totalt ignorerer almen takt og tone i biografmørket og omdanner biografen til noget nær en slagmark.

Popcorn flyver rundt i luften, der tales højt og det unge publikum går rundt i biografen - i de mest ekstreme tilfælde begåes der åbenlyst hærværk mod sæder og andet inventar. Dette til stor gene og dyb irritation for den del af publikum, der har købt billet for at se en film.

Sådan lyder det fra et stigende antal franske biografejere, der oplever problemet, når der er film, der appellerer til et ungt publikum, på programmet.

Den besynderlige trend har senest ført til, at en lang række biografer i Marseille, Strasbourg og Montpellier har aflyst yderligere visninger af gyserfilmen "Annebelle".

Trods lunkne anmeldelser har "Annabelle" fået stor kommerciel succes. Den har indtjent omkring 130 mio. dollar og havde et produktionsbudget på blot 6,5 mio. dollar.

Lederen af biografen Les 3 Palmes i Marseilles, Didier Tarizzo, oplyser til den britiske avis The Times, at der i lørdags dukkede omkring 1.000 unge op for at se visningerne af filmen.

"Nogle af dem havde ikke en elementær forståelse af, hvordan man opfører sig. De smed popcorn rundt i biografen, talte højt og gik rundt i biografen under forestillingen", fortæller han.

Og han tilføjer, at han af hensyn til de unges sikkerhed har aflyst yderligere visninger af filmen:

"Det er ikke op til mig at lære unge at overholde loven. Det der bekymrer mig, det er at en af de andre biografgængere måske kan finde på at forulempe en af de unge."

Derfor har han - og mange andre biografejere - aflyst yderlige visninger af "Annabelle".

Det er langt fra første gang, at problemet er opstået i de franske biografer.

Det skete for eksempel i 2012, da filmen "Paranormal Activity" blev taget af plakaten i over 40 franske biografer.

"Annabelle" er en forløber til "The Conjuring" fra 2013.

Den har modtaget lunkne anmeldelser, men er alligevel blevet et globalt biografhit.

Med et budget på blot 6,5 mio. dollar har den indtil nu indtjent knap 130 mio. dollar på verdensplan.

Ordet er dit

Har du i danske biografer været ude for at publikum ikke overholder almen takt og tone i biografmørket - og hvad har du gjort ved det?