Fortsæt til indhold
Kultur

Kina-kritiker idømt en gigantisk bøde

Stærkt samfundskritisk kinesisk kunstner er blevet idømt million-bøde for skatte-unddragelse.

Den kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei er blevet idømt en skatteefterbetaling og en både på hvad der svarer til næsten 12 mio. kr.

Helt efter bogen, siger de kinesiske myndigheder, der har givet kunstneren 15 dage til at betale det betydelige beløb.

Forfølgelse og chikane mod en fremtrædende systemkritiker, siger Ai Weiwei mange støtter både i og udenfor Kina.

Tilbageholdt i april

Den 54-årige kunstner blev den 3. april i år anholdt i Beijings lufthavn. I adskillige uger kendte ingen hans skæbne, men i slutningen af juni blev han løsladt sigtet for groft skattesvig.

I følge myndighederne har Ai Weiwei som ansvarlig for firmaet Beijing Fake Cultural Development Ltd. begået massiv skattesvindel.

Dette benægter kunstneren og oplyser, at det faktisk er hans kone, Lu Quing, der ejer og driver firmaet, hvor han formelt kun er ansat. Men hustruen er ikke sigtet for skattesvig.

Med den firma-konstruktion undrer det WaeWei og hans støtter, at han nu er blevet dømt til at betale den store sum tilbage til staten.

Regeringen vil ødelægge ham

Songlian Wang, der repræsenterer Chinese Human Rights Defenders, siger i en udtalelse:

"Det ser ud til at regeringen bare vil ødelægge ham. Hvis ikke økonomisk så ved at sætte det hele op og senere arrestere ham anklaget for ikke at betale skat."

Kunstneren fastholder, at han - eller firmaet - ikke har modtaget et eneste stykke papir fra myndighederne, der beviser, at han har gjort sig skyldig i skattesvig.

Opgiv håbet

Han tilføjer, at han fra myndighederne har fået følgende besked:

"Hvis dit land siger, at du har snydt i skat, så må du have snydt. Hvorfor opgiver du ikke håbet? Dette land ændrer aldrig sine metoder."

Ai Weiwei er ikke sikker på, at han kan betale det enorme beløb ig siger blandt andet til Reuters:

"Hvis det er et skatteproblem, så betaler jeg. Men hvis det ikke er det, så betaler jeg ikke. Hele denne sag er latterlig."

Har ikke tilstået

Til BBC sagde han i aftes om den tilståelse, som de kinesiske myndigheder hævder, at han er kommet med:

"Det er ikke rigtigt, at jeg har tilstået skatte-undragelse. Jeg var aldrig formelt arresteret og er aldrig blevet sigtet"

Og senere:

"Hvis de virkelig vil bevise, at jeg er en skidt fyr, hvorfor opfører de sig så ikke ordentligt og gør hele processen mere gennemsigtig."