Fortsæt til indhold
Kultur

Filmikon rasende over filmplaner

At filmatisere hendes omskiftelige liv er oplagt - men der siger den iltre grand old lady stop.

Skuespilleren, dyreaktivisten og den politisk aktive Brigitte Bardot, der indspillede sin sidste film i 1973, advarer enhver filminstruktør, der får tanken om at lave en film om hendes liv:

Sker det, så vil der springe gnister...

Aktuelt har den unge amerikanske instruktør Kyle Newman meddelt, at han er i gang med forberedelserne til en film om hende - og at han har udset sin kone, Jamie King, til rollen som Brigitte Bardot.

Dermed søger han at fortsætte rækken af biografiske film, der bl.a. har affødt film om Edith Piaf, Coco Chanel og Serge Gainsbourg.

Det er ikke OK

"Det er ikke OK med mig, at lave en film om mig, når jeg ikke er involveret og når jeg ikke har sagt OK for den person, der skal spille min rolle," sagde snart 76-årige Brigitte Bardot i et radiointerview fredag.

Tidligere har hun om samme projekt udtalt:

"En film om mit liv? Jamen, jeg er jo ikke død. De kan lige vove på at lave den uden at tale med mig. Hvis de laver den, så vil der springe gnister."

Yderst skeptisk

Bardot er yderst skeptisk omkring Jamie Kings evner til at udfolde rollen som hende. 31-årige Jamie King er tidligere model fra Nebraska, og har ikke markeret sig på filmlærredet.

"Jeg er typisk fransk", siger iltre Bardot. "Jeg har aldrig forladt Frankrig til fordel for Hollywood og jeg har aldrig gemt mine penge væk i Schweiz".

"Ingen kan udfylde rollen som mig. Fransk eller udlænding. De har deres egen personlighed, men de har ikke min."

Detaljer udeladt

Medvirkende til hendes afstandstagen til Kyle Newmans planer kan også være, at filmene om Edith Piaf og Coco Chanel blev mødt med barsk kritik for at undlade væsentlige elementer.

Piaf-filmen sprang let og elegant en over Piafs indsats under tyskernes besættelse af Frankrig, mens filmen om Coco Channel sprang let og elegant hen over hendes hede affære med en nazi-officer.

En masse valg

En instruktør af en film om Brigitte Bardot vil stå med en masse valg.

SE VIDEO: Kort portræt af Brigitte Bardot

Skal filmen fokusere på hendes karriere som skuespiller, som hun droppede som 38-årig eller skal den fokusere på hendes indsats som dyreforkæmper og dybe politiske engagement, der adskillige gange har bragt hende på kant med det store antal indvandrere i Frankrig?

Bøder for racisme

Brigitte Bardot har fået adskillige bøder for racistiske udtalelser, og hun klappede i hænderne af glæde, da Nicolas Sarkozy for nylig meddelte, at man vil overveje statsborgerskabet for visse kriminelle af udenlandsk herkomst.

"Hvorfor skal de forsætte med at være franske, når alt, hvad de bedriver, er dumme tarvelige ting? Det kræver en vis værdighed at være fransk.

"Jeg står ved mine meningers mod. Jeg gemmer mig ikke i busken og jeg er snart den eneste i dette forbandede land, der ikke gør det."

LÆS OGSÅ: Brigitte Bardot dømt for racehad

Ingen tvivl om, at Kyle Newman - hvis han realiserer sine planer om filmen "Bardot" - vil få kamp til stregen af den kampberedte Brigitte Bardot, der fylder 76 år den 28. september.

LÆS MERE om Brigitte Bardot og hendes liv (eksternt link)

SE VIDEO: YouTube hyldest af Brigitte Bardot