»USA kan ikke være nummer to«
Den amerikanske præsident er ikke slået ud af elendige meningsmålinger. Nattens vigtige tale til nationen var fuld af løfter om flere job.
Obamas første år som præsident har ikke været præget af succes.
Arbejdsløsheden er på 10 procent, et rekordhøjt antal huse går fortsat på tvangsaktion, sundhedsreformen er gået i stå, demokraterne har tabt tre større lokale valg i træk.
Og præsidentens egne meningsmålinger er historisk dårlige.
Natten til torsdag dansk tid lovede Obama dog bedre tider forude i den traditionsfyldte tale om nationens tilstand – kendt som »State Of The Union«.
»Den værste del af stormen er ovre,« sagde Obama.
I godt 70 minutter - og til lyden af adskillige stående bifald - lovede præsidenten at skaffe amerikanerne flere job, job og atter job.
Forhadt redning
Selvom Obama flere gange i talen sagde, at han ikke ville bruge tiden på at se tilbage, så gav han den tidligere præsident Bush skylden for den økonomiske katastrofe, den rekordhøje gæld og de manglende reformer.
»Det her begyndte får jeg overhovedet kom ind af døren,« sagde Obama.
Dog sagde Obama, at det var den omfattende redningsplan af bankerne, der forhindrede en regulær depression. Også selvom den dyre plan har gjort præsidenten yderst upopulær.
»Hvis der er én ting, der har samlet demokrater og republikanere, så er det, at vi alle hadede redningsplanen. Jeg hadede den. I hadede den. Det var omtrent lige så populært som en rodbehandling,« sagde Obama i sin tale.
Redningsplanen var med til at sikre de fleste bankers overlevelse, men undersøgelser viser, at bankerne fortsat ikke har meget lyst til at låne penge ud til hverken små virksomheder - eller familier i krise.
Ikke nummer to
Præsidenten lovede omfattende tiltag for at skabe job – blandt andet en ny togindustri og flere såkaldt grønne job.
»I Washington har det været kutyme at vente i årtier med initiativer, mens problemerne bare er blevet værre. Men Kina har ikke ventet på at genstarte deres økonomi. Tyskland venter ikke. Indien venter ikke. Disse nationer står ikke stille. Disse nationer deltager ikke for at ende på andenpladsen,« sagde Obama og modtog nærmest brølende klapsalver for sin næste sætning:
»Jeg vil ikke acceptere en andenplads for Amerikas Forenede Stater«.
Samarbejde?
En vigtig brik i Obamas valgkamp i 2008 – og hans popularitet som senator i 2004 - var løftet om bredt samarbejde. Om at demokrater og republikanere skulle finde hinanden på midten.
Det er foreløbig ikke lykkes.
Senest blev Obamas omfattende sundhedsreform i realiteten skudt ned, da Obama mistede én stemme i senatet og dermed det afgørende flertal.
Samtidig har der været folkelig modstand mod reformen, som blandt andet kræver at samtlige amerikanere tegner en forsikring.
»Jeg tager min del af skylden for, at det ikke blev forklaret godt nok for det amerikanske folk,« sagde Obama.
I nat bad han republikanerne om at komme ham i møde og sikre, at reformen kan overleve i en eller anden form.
»Her er mit ønske til kongressen: Forlad ikke sundhedsreformen. Ikke nu. Ikke når vi er så tæt på. Lad os finde en måde at mødes og finde en løsning for det amerikanske folk«.
Tavshed om sexliv
I talen gjorde præsidenten det også klart, at homoseksuelle i militæret i løbet af 2010 ville få lov til at være åbne om deres seksualitet. Det var et valgløfte fra kampagnen i 2008.
Hidtil er både bøsser og lesbiske blevet fyret med øjeblikkelig virkning, hvis de talte åbent om deres privatliv – den såkaldte »don’t ask, don’t tell«-lov.
Heller ikke dét forslag møder dog meget begejstring fra republikanerne.
»Det er en stor fejl at ændre på det,« sagde Obamas tidligere præsidentkonkurrent, John McCain efter talen.