Fortsæt til indhold
USA

USA satser på atomkraft i klimakampen

Som et led i kampen mod den globale opvarmning vil USA for første gang i mange år bygge et nyt atomkraftværk.

”Vi har ikke bygget et atomkraftværk i USA i lang tid, men vi ønsker at samarbejde med atomkraftsindustrien om at bygget et nyt i nær fremtid, sagde præsident Barack Obamas energi- og klimarådgiver Carol Browner mandag.

Ifølge Reuters har USA i dag 104 fungerende atomreaktorer, som står for 20 procent af USA’s energibehov. Men investeringer i atomkraftsindustrien har været meget begrænsede siden ulykken på Three Mile Island i 1979.

”Præsidenten mener, at atomkraft skal være en del af vores energi i fremtiden. Hvis man mener, at klimaændringer er et alvorligt problem, må man være åben for alle former for produktion af ren energi, sagde Browner.

Reuters skriver, at Det Hvide Hus håber, at satsningen på atomkraft kan bidrage til at få republikanere til at stemme for loven om klimaændringer, som er afgørende for, at USA kan spille en rolle i forhandlingerne om en global klimaaftale.