Fortsæt til indhold
USA

Obama sagde "krig" 40 gange i takketale

Udenlandske kommentatorer har svært ved at tage Barack Obamas modtagelse af Nobels fredspris alvorligt.

USA's præsident Barack Obamas tale under modtagelsen af Nobels Fredspris torsdag i den norske hovedstad Oslo blev tæt dækket af udenlandske såvel som danske medier.

I løbet af i går blev hans 25 minutter lange tale analyseret – blandt andet af det norske TV2 og NRK, som ifølge VG Nett havde 470 folk på opgaven.

Det viser sig, at Obama nævnte ordet "krig" flere end 40 gange i sin takketale, og netop denne dobbeltrolle som fredsprisvinder og leder for et land i krig er problematisk, mener adskillige kommentatorer i udenlandske medier.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Den republikanske kommentator Tommy De Seno fra Fox News sammenligner Obamas dobbeltrolle med romanen ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, hvori hovedpersonen udvikler henholdsvis en god og en ond personlighed.

”At denne pris kan gives til en mand, som foreløbig ikke har skabt nogen fred, men derimod styrer to krige, bekræfter, at Nobel-prisen er blevet reduceret til ”det norske folks pris” med samme tyngde som en Hollywood-stjerne,” mener De Seno.

Beundring på flaske

Også ABC’s Rick Klein er skeptisk over for fredsprisens betydning, da han påpeger, at der er en stor kontrast mellem på Obamas popularitet i Europa og de problemer, han har på hjemmebanen USA.

”Ville han have byttet Nobel-prisen for lidt fred i det demokratiske parti? Eller stemme nummer 60 i Senatet? Eller vil han helst tappe noget af beundringen på flaske og tage den med sig hjem?” spørger han.

Ingen sejrsrunde i Europa

Netop afstanden mellem Obamas europæiske popularitet og hans amerikanske mener Ben Feller fra Huffington Post dog, at præsidenten tager alvorligt. Han peger på Obamas aflysning af flere traditionelle aktiviteter under opholdet i Oslo – en aflysning, som har vakt harme blandt den norske befolkning.

”Det viser, at Det Hvide Hus ikke mener, der er brug for ekstra billeder af præsidenten, som tager en sejrsrunde i Europa, mens hans opbakning synker i USA, hvor tusindvis af amerikanske tropper forbereder sig på at gå i krig, og millioner af amerikanere forbliver arbejdsløse,” skriver han.

LÆS OGSÅ: Nobeltale: Obama nævnte Hitler og Al Qaida