Fortsæt til indhold
USA

Donald Trump i krydsild i hård tv-debat

11 republikanske præsidentkandidater smed handskerne, da de natten til torsdag dansk tid tørnede sammen i deres anden tv-debat.

Jørgen Ullerup, Jyllands-Postens korrespondent

Washington

Manden på toppen af de republikanske meningsmålinger, Donald Trump, kom fra første minut under heftig beskydning, da han i en CNN-debat i Ronald Reagan-biblioteket i Simi Valley i Californien blev konfronteret med sine kontroversielle udtalelser.

For mange af Trumps rivaler var debatten alt-eller-intet. De skulle promovere sig selv og samtidig overbevise anslået 25 mio. seere om, at den farverige forretningsmand ikke er kvalificeret til at lede USA.

Rand Paul beskyldte Trump for at befinde sig på samme useriøse niveau som en skoledreng, når han kritiserer sine modstandere for at være "korte, tykke, grimme eller stupide". Paul konkluderede, at han ikke ville være tryg med at have Trumps finger på USA’s atomknap eller Trump til at forhandle med ledere i Rusland og Iran.

"Jeg har aldrig kritiseret Rand Pauls udseende, selv om der er meget at komme efter," svarede Trump og gentog sin ofte hørte svada om, at han har tjent mia. af dollars som en af USA's mest succesrige forretningsmænd, og at han agter at forvandle USA til en strålende forretning for alle.

Carly Fiorina høstede et aftenens største bifald, da hun langede ud efter Donald Trumps kvindesyn.

Scott Walker, der styrtdykkede i meningsmålingerne i Iowa, da Trump landede i sin helikopter, fulgte op og sagde med henvisning til Trumps tv-show "Lærlingen", at USA ikke har brug for en lærling i Det Hvide Hus, fordi "vi har en i forvejen."

Eneste kvinde i feltet, Carly Fiorina, høstede langvarigt bifald, da hun blev bedt om at kommentere Trumps udtalelse om, at ingen ville stemme for en person med et ansigt som hendes.

"Jeg tror, at kvinder over hele USA hørte, hvad Trump sagde," smældede hun.

Trump kvitterede, at han synes, at Fiorina er en smuk kvinde. Men kort efter fik han fortalt, at hun før sin fyring fra Hewlett-Packard var en af de mest katastrofale topchefer i USA. Fiorina svarede, at Trump fire gange har været tvunget til at erklære sine kasinoer konkurs, og at han ikke er en troværdig leder.

Jeb Bush, den tidligere favorit, der også er kommet bagud i målingerne, bad om en undskyldning for en Trump-udtalelse om, at han i immigrationsdebatten er under indflydelse fra sin mexicansk fødte kone, og at han talte spansk på et vælgermøde. Trump afviste.

Men Bush vidste ligeså vel som Walker, Rubio og de andre kandidater, at de skal være aggressive og skille sig ud fra flokken, hvis de vil tilbage i kampen.

Ben Carson og Donald Trump gik ind til debatten med de bedste meningsmålinger.

Bush angreb Trump for at smide om sig med urealistiske og populistiske løfter om masseudvisning af 11 mio. illegale indvandrere: "At bygge en høj mur og deportere en halv mio. mennesker om måneden ville koste enorme summer og sende et meget uheldigt signal til verden."

Både John Kasich og Chris Christie forsøgte flere gange at stoppe de indbyrdes dueller for i stedet at flytte fokus til de vigtige problemer, som optager den amerikanske befolkning.

New Jerseys guvernør, Chris Christie, forsøgte at stoppe de indbyrdes skænderier mellem kandidaterne.

Debatten nåede da også omkring en række velkendte holdninger til emner som krigen mod Islamisk Stat, atomaftalen med Iran, forholdet til Rusland, immigrationsdebatten og Republikanernes modstand mod at føre en aktiv politik mod klimaændringerne. Med jævne mellemrum haglede kritikken ned over Obama og Hillary Clinton.

Men det var mundhuggerierne, der stod tilbage efter debatten, og Trump var involveret i mange af dem. På et tidspunkt fastslog han, at det var Jeb Bush storebror, George W. Bush, der banede vejen for Obamas sejr i 2008, fordi "de sidste tre måneder var så katastrofale, at Abraham Lincoln ikke kunne blive valgt."

Bush forsvarede sin bror og sagde, at USA's 43. præsident sørgede for at holde USA sikkert.