Vejret sætter en stopper for fremmarch i Mosul
Irakiske styrker har sat deres fremfærd i byen Mosul på standby.
De irakiske styrker, som kæmper mod Islamisk Stat i byen Mosul, har set sig nødsaget til at stoppe deres fremmarch midlertidigt.
Årsagen er, at dårligt vejr er skyld i for nedsat sigtbarhed. Det betyder, at det ikke er muligt for kampfly at beskytte tropperne. Det fortæller en irakisk general til BBC.
Mosul er den sidste større by i Irak, som er kontrolleret af Islamisk Stat. Det har den være siden juni 2014.
De irakiske styrker kæmper sig i disse dage igennem byens østlige del. Her står de over for IS-krigere, som bruger snigskytter, skjulte bomber og selvmordsbombere. Senest rapporterede nyhedsbureauet AFP, at IS-krigerne bruger droner, som nedkaster håndgranater over de irakiske styrker.
Omkring 50.000 irakiske soldater, politibetjente og sikkerhedsstyrker er sat ind i kampen mod IS i Mosul. Også kurdiske Peshmerga-styker og forskellige shia- og sunnimuslimske militser angriber byen.
Koalitionens angreb på Mosul startede 17. oktober, og de første to uger af operationen gjorde man hurtige fremskidt og erobrede små forstader og landsbyer øst og syd-øst for Mosul.
Nu to uger efter går fremmarchen langsommere, blandt andet fordi Islamisk Stat i stigende grad bruger civile som skjold, skriver BBC og Reuters.
Styrker, som arbejder sig mod Mosul fra nord og vest, er endnu ikke noget til Mosul, men befinder sig stadig i forstader og landsbyer.