Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Forstærkninger på vej til Kobani

150 bevæbnede peshmerga-krigere fra det nordlige Irak er på vej til Syrien.

Aftalen mellem den kurdiske regering i Nordirak og den tyrkiske regering om at lade et mindre antal kurdiske peshmerga-soldater rejse fra Irak til Kobani gennem Tyrkiet, ser nu ud til at bære frugt for de kurdiske styrker, der gennem mere end en måned har forsvaret Kobani fra Islamisk Stat (IS). Peshmerga-soldater er betegnelsen for kurdiske, væbnede styrker.

Ifølge BBC har et fly med 150 peshmerga-soldater forladt den Nordirakiske by Erbil tirsdag. Deres endelige destination er den omringede by Kobani, og med sig i flyet har de deres lette våben, mens de tunge våben vil blive transporteret via landjorden.

Tyrkiet har længe været tilbageholdende med at slutte sig til den internationale koalition mod IS, og har samtidig nægtet at støtte de kurdiske YPG-styrker i Kobani, da de af Tyrkiet bliver betragtet som terrorister. Derfor har IS ikke vundet Kobani endnu

Onsdag i sidste uge meddelte Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at der var blevet indgået en aftale om, at kurdiske peshmerga-krigere fra Nordirak ville få lov til at rejse gennem Tyrkiet på vej til den belejrede by.

Talsmanden for det kurdiske ministerium i Nordirak, der har ansvaret for peshmerga-styrkerne, Halgord Hekmat, siger til Al Jazeera, at de 150 krigere vil fungere som støttetropper og vil være bevæbnet med automatvåben, morterer og raketdrevne granatkastere.

Han forventer ikke, at de irakiske kurdere vil komme til at kæmpe på frontlinjen i Kobani. Til gengæld er der ifølge Al Jazeera ingen tidsbegrænsning på deres udsendelse, og de vil blive i byen, indtil der ikke længere er brug for dem.

Den tyrkiske premierminster, Ahmet Davutoglu, siger til BBC, at den eneste måde at bekæmpe IS i Kobani, netop er at sende landtropper ind.

"Den eneste måde at hjælpe Kobani, siden andre lande ikke vil bruge landtropper, er at sende nogle fredsorienterede eller moderate tropper til Kobani. Hvem er de? Peshmerga... og Den Frie Syriske Hær," siger han.

Tyrkiet har gjort det klart, at landet ikke har tænkt sig aktivt at hjælpe med i koalitionen mod IS, før den også har en strategi til at bekæmpe Syriens diktator, Bashar al-Assad.