Avis: Ny militant gruppe er lige så stor trussel som IS
Den syriske gruppe Khorosan er opstået inden for det seneste år og udgør angiveligt en stor terrortrussel.
En nystartet syrisk gruppe udgør potentielt en lige så stor - hvis ikke større - trussel mod sikkerheden i Europa og USA som jihadistgruppen Islamisk Stat (IS).
Det skriver The New York Times.
Anonyme amerikanske sikkerheds- og efterretningskilder siger til avisen, at gruppen, der kalder sig Khorosan, rent faktisk nyder godt af det store fokus, som IS har fået. Gruppen ledes angiveligt af Muhsin al-Fadhi, der var en del af inderkredsen omkring den afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Laden.
Ifølge The New York Times var han så tæt på bin Laden, at han var blandt de få, som på forhånd vidste, at terrorangrebet i USA 11. september 2001 skulle ske.
Der er ganske få offentligt tilgængelige oplysninger om Khorosan-gruppen, som angiveligt er opstået i Syrien inden for det seneste år. Kilder siger til den amerikanske avis, at gruppen består af al-Qaeda-folk fra Mellemøsten, den sydlige del af Asien og Nordamerika.
Khorosan skulle være interesseret i at udføre angreb med skjulte sprængstoffer.
James Clapper, der er den øverste amerikanske efterretningschef, sagde torsdag, at i forhold til truslen mod USA, så "kan Khorosan udgøre en lige så stor trussel som Islamisk Stat.".
IS er berygtet for sine hårdhændede metoder. Gruppen huserer i både Irak og i Syrien og har blandt andet halshugget flere vestlige gidsler, optaget det på video og lagt det på internettet.
Efterretningskilder peger på, at også al-Nusra Fronten i Syrien - der har forbindelse til al-Qaeda - kan udgøre en direkte trussel mod amerikanerne og europæerne.
USA anslår, at omkring 15.000 udlændinge er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen. Heraf flere end 100 amerikanere og 2000 europæere.
Hverken talsmænd fra efterretningstjenesten CIA eller Det Hvide Hus har ønsket at kommentere artiklen i The New York Times.