Fortsæt til indhold
Europa

Lærer udstyres med kropskamera

Engelske skoler har udstyret lærere med et kropskamera for at stoppe uvorne elever.

Larm i klasseværelset og elever, der saboterer undervisningen, er et tilbagevendende problem på mange skoler. Ikke kun i Danmark men i hele verden.

Det har nu fået to engelske skoler til gå nye veje for at komme de forstyrrende elementer til livs – et kropskamera til lærerne.

Kameraerne minder om dem, som politiet i flere år har brugt herhjemme, og de optager hele tiden. Filmen gemmes dog kun, når læreren har trykket på en lille knap. Og meningen er, at de skal optage særligt forstyrrende optrin.

»Det er ikke et overvågningskamera. De optager kun, hvis læreren føler sig truet, og tænder for kameraet,« lyder det fra Tom Ellis til Jyllands-Posten.

Han er professor ved Portsmouth University og har i mere end tre år arbejdet med kropskameraer i det engelske politi. I det nuværende forsøg har han hjulpet med professionel rådgivning.

»Det handler ikke kun om, at flere elever skal igennem det eksisterende disciplineringssystem. Det handler om, at vi kan gøre noget mere kreativt, for at løse den dårlige opførsel. For eksempel kan læren se videoen sammen med barnets forældre, så de forstår problematikken,« siger Tom Ellis.

Han understreger, at kameraerne alene ikke løser de bagvedliggende sociale problemer. Videoen kan dog bruges som materiale, hvis det bliver nødvendigt eksempelvis at inddrage en psykiater – den fungerer bedre end en nedskrevet rapport.

Den ene af de to skoler i forsøget har haft store udfordringer med dårlig opførsel, mens den anden er ganske normal. Forsøget er endnu ikke evalueret, men ifølge Tom Ellis har den første respons været positiv.

»Ingen af lærerne har været i mod det. Vi har faktisk fået at vide, at flere føler sig mere sikre. Primært fordi de ved, at de ikke skal diskutere, hvad der egentlig skete, med en eller flere elever bagefter,« lyder det fra professoren.

Tiltaget er godkendt af de lokale myndigheder, og ifølge The Information Commissioner’s Office, der arbejder med databeskyttelse i England, er overvågningen lovlig. I hvert fald så længe den er »legitim, proportionel og nødvendig,« som det formuleres i The Independent.

Times Education Supplement har foretaget en undersøgelse blandt 600 lærere, og her svarer 37,7 pct., at de er parate til at bærer kropskamera i undervisningen. Den holdning deles ikke af den engelske lærerforening:

»Vi støtter ikke brugen af kameraer i skolen til at overvåge børn og ansatte,« lyder det fra foreningens generalsekretær Mary Bousted.

Noget kunne tyde på, at undervisningsstederne ser anderledes på det spørgsmål. Efter forsøget blev offentligt kendt, er Tom Ellis blevet kontaktet af flere skoler, der har vist interesse for kropskameraerne.

Af de 600 lærere i undersøgelsen troede hver tiende, at kropskameraerne på længere bliver obligatorisk. Det tør Tom Ellis ikke sige, men han tror, at det er meget udbredt om 10 år:

»Vi kan ikke gå tilbage. Fremskridtet er allerede i gang.«