Diane James er ny leder af UKIP
Nigel Farage stopper som leder af partiet UKIP, og som ny leder er valgt Diane James, der sidste år sagde, at hun beundrede Vladimir Putin.
LONDON
Det bliver den 56-årige Diane James, der fremover skal stå i spidsen for det store, britiske højrefløjsparti UKIP, der ved sidste valg fik 3,9 mio. stemmer. Det er fredag eftermiddag blevet annonceret på partiets årsmøde i kystbyen Bournemouth i Sydengland.
Hun erstatter den karismatiske Nigel Farage efter en urafstemning blandt partiets medlemmer, hvor hun fik 8.451 af de 17.917 afgivne stemmer.
Diane James er tidligere byrådsmedlem og har siden 2014 siddet i EU-Parlamentet. I 2013 var hun ved et suppleringsvalg mindre end 1.800 stemmer fra at blive UKIPs første valgte medlem af det britiske parlament. Hun blev nummer to, men gjorde det ifølge medierne godt.
Sidste år udtalte Diane James sig beundrende om den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans nationalfølelse.
»Jeg beundrer ham ud fra det synspunkt, at han går i brechen for sit land,« sagde hun i et interview med radiokanalen LBC, hvor det også lød: »Han er en meget stærk leder.«
Diane James har tidligere arbejdet som bl.a. analytiker i sundhedsindustrien og taler flydende fransk og tysk.
Indtil nu har UKIP nærmest været identisk med Nigel Farage, der er tidligere børsmægler og gerne lader sig fotografere med en fadøl i hånden. Frygten for at Farage og UKIP skulle stjæle EU-skeptiske vælgere fra de konservative var en stor del af årsagen til, at den konservative premierminister David Cameron udskrev en folkeafstemning om britisk medlemskab af EU.
Afstemningen den 23. juni i år endte som bekendt med, at briterne stemte sig ud af EU, og kort efter, den 4. juli, annoncerede Nigel Farage sin afgang som partileder med ordene:
»I løbet af afstemningskampagnen sagde jeg, at jeg ville have mit land tilbage. Nu vil jeg have mit land tilbage.«
Siden fulgte et tumultarisk forløb i partiet, der er præget af mange interne konflikter og hvis hovedbestyrelse fik udelukket flere kandidater fra at stille op. En fordi han afleverede sin ansøgning om at være lederskabskandidat 17 minutter for sent.
De fem kandidater, der endte med at stille op, var stort set ukendte i den brede befolkning. Avisen Evening Standard bragte i denne uge en meningsmåling, der viste, at selv den mest velkendte af de fem kandidater, Diane James, ikke var kendt af 85 pct. af de adspurgte.
UKIP går en spændende tid i møde. Partiet er i øjeblikket voldsomt underrepræsenteret i parlamentet, når man ser på, hvor mange stemmer det får. Ved valget i 2015 stemte 3,9 mio. mennesker på UKIP, men partiet fik kun en eneste ud af de 650 pladser i det britiske parlament. Til sammenligning fik det skotske nationalparti, SNP, med 1,5 mio. stemmer hele 56 mandater.
Det skyldes det kreds-baserede britiske valgsystem, hvor kun den mest populære kandidat i et valgdistrikt kommer i parlamentet. Med et proportionalt valgsystem som det danske ville UKIP, der fik hver 8. stemme, have scoret 83 mandater.
Dog fik UKIP 120 andenpladser, og skal i flere valgkredse kun gå nogle få tusinde stemmer frem for at rykke op som nummer et og dermed vinde områdets mandat. Partiet håber både at få fat i vælgere fra arbejderklassen, der ikke har fidus til den stærkt venstreorienterede Labour-leder, Jeremy Corbyn. UKIP håber også at hente EU-skeptiske konservative vælgere, som f.eks. er bekymrede for, at den konservative regering accepterer et "blødt brexit", hvor EU stadig har indflydelse i Storbritannien.
Men det er også nødvendigt for UKIP at blive repræsenteret i parlamentet i London, for pt. er en meget stor del af partiets apparat og de fleste af dets professionelle politikere baserede i Bruxelles - ironisk nok for et EU-kritisk parti.
UKIP blev ved det seneste valg til EU-parlamentet det største britiske parti med 27 pct. af stemmerne og 24 mandater, hvilket har udløst EU-penge til en stab af pressemedarbejdere, politiske assistenter m.v. Men når Storbritannien melder sig ud af EU, så forsvinder også landets medlemmer af EU-parlamentet.
De fem lederkandidater var
Genindfør dødsstraf, og forbyd burkaer
Den 46-årige Bill Etheridge er tidligere konservativ og har uden succes forsøgt at stille op til lokalvalg. Han trak sig fra partiet, efter at han og konen i 2011 lod sig fotografere med negerdukker i en protest mod politisk korrekthed.
I 2014 stillede han op til EU-parlamentet og blev valgt som en del af Ukips jordskredssejr.
Han går ind for homoægteskaber og vil også tillade muslimske skoler, men til gengæld vil han forbyde den heldækkende beklædning burkaen, ligesom han mener, at det skal straffes med døden, hvis man begår mord.
En meget lidt kendt kvinde fra London
Elizabeth Jones er ukendt i den brede offentlighed, og man vil ifølge bookmakerne få pengene 80 gange igen, hvis hun bliver valgt til leder af UKIP. Avisen Evening Standard fortalte i denne uge, at 94 pct. af de adspurgte i en rundspørge svarede, at de ikke havde hørt om Elizabeth Jones.
Hun er næstformand i en lokalafdeling af Ukip i London og har tidligere stillet op til både byrådet for Stor-London, til EU-parlamentet og ved et suppleringsvalg til parlamentet, men uden at blive valgt. Elizabeth Jones vil ifølge avisen The Telegraph tilføre partiet en mere frisk stil, hvis hun bliver Ukip-leder.
Favoritten, der har et godt øje til Putin
Diane James er favoritten til at blive ny leder af Ukip, men intet er givet i partiet, der har for vane at opføre sig uforudsigeligt.
Den 56-årige tidligere forretningskvinde med en fortid i sundhedssektoren har tidligere været byrådsmedlem og blev i 2014 valgt til EU-Parlamentet. I 2013 var hun ved et suppleringsvalg tæt på at blive Ukips første valgte medlem af det britiske parlament. Hun blev nummer to, men gjorde det ifølge medierne godt.
Hun skabte i 2015 en mindre kontrovers, da hun sagde, at hun »beundrer« den russiske præsident, Vladimir Putins, nationalfølelse.
Mor til seks vil forbyde tørklæder
Lisa Duffy, der er mor til seks, blev i 2014 valgt til EU-parlamentet, og vil som leder af Ukip forsøge at udvide partiets appel til nye vælgergrupper.
Hun har dog fokuseret en del på traditionelle Ukip-områder og vil forbyde kvinder at bære tørklæde i det offentlige rum. Stod det til Lisa Duffy, så skulle muslimske, religiøse skoler lukkes, indtil der er styr på terrortruslen, og så vil hun indføre et komplet forbud mod sharia-domstole i Storbritannien.
Hun betegner ifølge BBC sig selv som græsrøddernes kandidat og vil »lede folkets hær« ind til det britiske parlament.
Wrestler vil tale om nye mærkesager
Det tidligere konservative byrådsmedlem fra 2007 til 2011 Philip Broughton dyrker wrestling i sin fritid og er ikke særligt kendt. Han har fået en smule omtale på nogle ældre og lidt underlige YouTube-klip, hvor han bl.a. højlydt beklager sig, mens nogle venner eller bekendte hiver ham i benene, så hans skridt rammer en stolpe i en wrestling-ring.
Han har markedsført sig som en helt almindelig fyr og vil gerne udvide Ukips fokus, så det ikke kun handler om EU og indvandrere, men også emner som økonomi, sundhed, forsvarspoltik og ulandsbistand, oplyser BBC.