Fortsæt til indhold
Europa

Politifolk og børn meldes såret ved Ungarns grænse mod Serbien

Ifølge det ungarske politi er en gruppe migranter brudt igennem en grænseport. De bliver mødt af militær og kampklædte betjente.

Flere end 100 kampklædte betjente brugte onsdag eftermiddag både vandkanoner og pansrede køretøjer langs grænsen mellem Ungarn og Serbien for at holde flygtninge og migranter tilbage, efter at mange forsøgte at komme igennem politiets blokade. Der udspillede sig nærmest kamplignende scener, da mange migranter og flygtninge tog kasteskyts i form af sten og flasker i brug mod det ungarske politi. Politiet svarede igen med tåregas og vandkanoner.

20 ungarske politifolk og to børn meldes såret ved urolighederne på den ungarsk-serbiske grænse, siger Gyorgy Bakondi, sikkerhedsrådgiver for Ungarns premierminister, til Ungarns tv, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

”Open, open, open,” råber de tusinde af flygtninge og migranter, som har slået lejr ved grænsen mellem Serbien og Ungarn nær den ungarske by Röszke. Flere og flere kommer til, efter at de Ungarske myndigheder ved midnatstid mandag lukkede grænseovergangen ved den lille by. Det fortæller Jyllands-Postens udsendte Henrik Thomsen, som befinder sig på den ungarske side af grænsen.

Ifølge det ungarske politi, er en gruppe "aggressive" migranter og flygtninge onsdag eftermiddag brudt igennem en grænseport. De bliver mødt af ungarsk militær og kampklædt politi ifølge Ritzau.

Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, opfordrer Serbiens regering til at gribe ind over for migranter og flygtninge, der ifølge ministeren har angrebet ungarsk politi ved de to landes fælles grænse.

"Dette angreb kom fra Serbien, fra serbisk territorium," siger han ifølge Reuters til ungarsk tv.

Reuters skriver også, at Serbien oplyser, at Ungarn har meddelt, at Röszke-Horgos grænseovergangen mellem de to lande er lukket i de næste 30 dage

Henrik Thomsen vurderer, at omkring 2.000 flygtninge og migranter har samlet sig, efter at de ungarske myndigheder lukkede grænsen fuldstændigt.

”Selvom der går alle mulige rygter om, at man kan benytte andre grænseovergange, så er realiteten, at grænsen mellem Ungarn og Serbien er fuldstændig lukket for al trafik,” fortæller han.

”På den serbiske side af grænsen står omkring 2.000 flygtninge helt op mod det store pigtrådshegn i en stor klump og råber ”open, open, open”, mens kampklædt politi står på den modsatte side af hegnet og stirrer på dem,” siger Henrik Thomsen.

Ifølge ham er der ved at opstå en aggressiv stemning blandt de mange flygtninge.

Selvom det er omkring 30 grader varmt, har mange indledt en sultestrejke i protest mod, at de ikke får tilladelse til at krydse grænsen ind i Ungarn.

Ungarn har desuden indført en lov, der gør det muligt for ungarsk politi og retsvæsen at fængsle personer, der krydser grænsen ulovligt samt tilbageholde og udvise asylansøgere. Alligevel forsøger flere at komme igennem, fortæller Henrik Thomsen:

”Vi så en gruppe som slap igennem en mark på den ungarske side af hegnet. Så på en eller anden måde, har de passeret hegnet, om de er kravlet over eller har klippet hul, det ved jeg ikke. Både militæret og politiet står rimelig tæt, så jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad.”

Andre flygtninge og migranter vender om, fordi de vil forsøge at tage en anden vej videre ind i Europa. Blandt andet har mange søgt mod Kroatien.

Ifølge grænsepolitiet nåede 9380 personer mandag over grænsen, inden grænseovergangen ved midnatstid blev lukket af de ungarske myndigheder. Det er det højeste antal på en enkelt dag i år, og næsten en fordobling i forhold til antallet søndag.