Ukrainske soldater deserterer
Den ukrainske flådechef er deserteret og er nu anklaget for højforræderi.
Ifølge BBC er chefen for den ukrainske flåde, admiral Denys Berezovsky, hoppet af og har erklæret sin troskab til den prorussiske regering på Krim. Flådechefen blev efterfølgende fyret og anklaget for højforræderi.
Samtidig fortæller nyhedsbureaet Reuters, at besætningen på den ukrainske fregat ”Hetman Sahajdatschny” også har skiftet side, ligesom Interfax beretter om, at adskillige ukrainske soldater er deserteret og har meldt sig hos de prorussiske styrker.
Uroen i de ukrainske styrker kommer efter at russiske soldater søndag morgen trængte ind på en ukrainsk flåde- og radarstation ved byen Sudak sydøst for Simferopol og beslaglagde våben og ammunition.
Usikre troppetal
Det er uklart, hvor mange soldater Rusland har sendt til Krim. Ukraines ledelse i Kiev hævder, at mindst 6.000 soldater er kørt over grænsen. I forvejen findes ca. 15.000 russiske soldater på den russiske sortehavsflåde, der siden 1783 har haft hjemsted i Sevastopol på Krim.
Den afsatte præsident Janukovitj forlængede som led i en byttehandel med Rusland lejekontrakten til 2042. Den nye regering i Kiev har truet med at annullere aftalen og smide den russiske sortehavsflåde ud i 2017.
Mens Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, mener, at Rusland har erklæret krig, frygter Vladimir Putins tidligere økonomiske rådgiver Andrej Allarionov borgerkrig.
»Den pågældende operation har som mål at trække Ukraine ind i en borgerkrig, hvor kaos, kollaps og katastrofer vil råde, og hvor bror vil vende sig mod bror,« har han sagt til ukrainske medier.
Også russiske medier beskæftiger sig med udenlandsk indblanding. Nyhedskanalen Rusland 24 har bragt, hvad kanalen betegner som en bekendelse fra en ung russer, der hævder at have arbejdet som snigskytte for oppositionen i Ukraine.