EU trykker igen på aftrækkeren mod Rusland
Rusland advarer om modsanktioner mod brugtvognsmarkedet. Putin tester krigsparathed.
BRUXELLES
Mens Vladimir Putin torsdag øgede presset på Kiev ved overraskende at beordre en kontrol af, om russiske tropper i landets østlige distrikter er krigsberedte, besluttede EU at øge det økonomiske pres på Moskva ved at implementere nye sanktioner.
Beslutningen kom, efter at den tyske forbundskanslefr, Angela Merkel, onsdag kritiserede den manglende klarhed over, hvorvidt de 12 punkter i den indgåede våbenhvile mellem parterne i konflikten i Østukraine bliver overholdt.
»I lyset af situationen mener vi, at sanktionerne skal træde i kraft nu,« lød det fra kansleren.
EU’s 28 medlemslande blev allerede enige om de nye tiltag mandag. Men implementeringen blev udsat, efter at flere lande og særligt Finland udtrykte bekymring for, at det ville provokere Rusland til at trække sin støtte til våbenhvilen.
De nye skridt skærper sanktionerne fra juli mod fem statskontrollerede russiske banker, som ikke længere kan sælge nye obligationer, aktier og andre værdipapirer med en løbetid på over 30 dage. Lån til den russiske våbenindustri og oliesektor bliver forbudt. Det samme gør handel med deres aktier med en løbetid på over 30 dage. Produkter, som bruges til olieeksplorering på dybt vand og det arktiske område, eller som kan anvendes til militære formål, må ikke længere eksporteres. Listen over navne, som får indefrosset værdier og får indrejseforbud i EU, udvides med 24 navne.
Friholder gassen
Til gengæld går sanktionerne uden om gas, som flere europæiske lande er afhængig af, og som er afgørende for den russiske statskasse. Forbuddene på det kapitale marked rammer heller ikke handel med eksisterende værdipapirer, hvilket kunne have øget effekten drastisk.
Nyheden fik torsdag rublen til at falde og Moskva til at gentage sin trussel om nye modaktioner. Rusland har allerede gennemført et importforbud på en varighed på et år mod fødevarer fra EU, Norge, Australien og Canada, hvilket har sendt mælkepriserne ned til sit laveste niveau i fire år. Ruslands premierminister har sagt, at en ny runde modsanktioner kan involvere et flyveforbud over russisk territorium, mens en Putin-rådgiver torsdag pegede på, at import af brugte biler og andre forbrugergoder kan blive ramt.
EU’s beslutning om de nye sanktioner blev truffet efter Natos rapporter om massiv tilstedeværelse af russiske tropper i konfliktzonerne i Østukraine, men tiltagene kan ifølge EU’s præsident, Herman Van Rompuy, løbende justeres, sættes i bero eller ophæves alt efter udviklingen.