Brevdue smuglede narko
I Colombia har man fanget en brevdue, som blev brugt til at smugle stoffer ind i et fængsel.
Duen forsøgte at flyve ind til et fængsel i byen Bucaramanga i Colombia med marihuana og kokain spændt fast på ryggen.
Men lasten på 45 gram var tilsyneladende for tung til, at duen kunne klare det.
Det skriver BBC.
Kriminel opfindsomhed
Politiet, som fandt duen, tager sig nu af den, og en talsmand siger:
"Det er et nyt tilfælde af kriminel opfindsomhed."
Politiet regner med, at det er de indsatte eller deres medskyldige, der har trænet duen.
Hos politiet i byen har man tidligere set eksempler på, at brevduer er blevet brugt til at smugle sim-kort til mobiltelefoner ind i fængslet.
LÆS OGSÅ: Her er verdens dyreste duer