Yemen advarer: Mere terror på vej
Yemen vil have mere støtte fra de vestlige lande for at bekæmpe Al Qaida, der allerede har flere angreb på vej.
Sådan lyder opråbet fra Yemens udenrigsminister Abu Bakr al-Qirbi ifølge BBC News.
Han vurderer, at flere hundrede medlemmer af Al Qaida har base i Yemen, og at de formentlig har planlagt flere angreb mod Vesten.
Opråbet kommer efter det mislykkede attentat mod et amerikansk rutefly juledag. Gerningsmanden, den 23-årige nigerianske Abdul Farouk Abdulmutallab, havde fået træning hos en Al Qaida-gren i Yemen fra august til december 2009, inden han steg ombord på flyet fra Amsterdam til Detroit med Northwest Airlines juledag. Her havde han monteret eksplosive stoffer i underbukserne. Mandag tog Al Qaida ansvaret for det mislykkede attentat, der ifølge dem selv, skyldtes tekniske problemer.
"Vi har brug for mere træning"
USA har i de seneste måneder ydet støtte til Yemen i kampen mod Al Qaida og har bl.a. haft specialister udsendt til landet.
Det har ført til, at Yemen i de seneste uger har gennemført flere store operationer, da man er bange for, at landet allerede har mange medlemmer af den militante gruppe boende.
I et interview med BBC udtaler Abu Bakr al-Qirbi, at Yemen ikke har fået nok støtte i kampen mod Al Qaida.
"Vi har brug for mere træning. Vi er nødt til at udvide vores terrorisme-enheder, og det betyder mere træning, udstyr og transportmuligheder - vi mangler helikoptere. USA kan gøre meget, England kan gøre meget, EU kan gøre meget ved de problemer," udtaler Abu Bakr al-Qirbi til BBC og beder dermed om mere hjælp.
Han anslår, at mellem 200 og 300 Al Qaida medlemmer har base i Yemen, men det er blot et slag på tasken.
Obama på banen
Mandag afbrød den amerikanske præsident sin ferie på Hawaii for at kommentere det mislykkede flyattentat. Barack Obama sagde, at man gør alt, hvad man kan i kampen mod Al Qaida.
Han præsenterede samtidig tre tiltag, som bliver søsat efter terrorforsøget. Han sagde bl.a.
"Vi vil fortsætte med at bruge alle vores kræfter på at splitte, afmontere og besejre de voldelige ekstremister, der truer os - uanset om de er fra Afghanistan, Pakistan, Yemen eller Somalia."