Fortsæt til indhold
Indland

Ballade-skib sejlede under broen

Den tungnemme kaptajn fik lige akkurat hele sit skib med under Øresundsbroen.

Det var lige ved at gå galt i går formiddag.

Kaptajnen på det høje fragtskib Yeomen Bridge nægtede trods flere advarsler fra den svenske kystvagt at stoppe sit skib, som havde retning mod Øresundsbroen.

Frihøjden på broen er 55 meter, så skibet var med en højde på 55,25 meter for stor til at komme igennem.

Det frygtede i hvert fald kystvagten og personalet ved Øresundsbroen.

Ingen skræmmer

Da kaptajnen ikke ville ændre kurs, besluttede Øresundsbro at lukke broen for både tog og biler.

Teknikere fra broen blev sendt ud for at følge skibets sejlads under broen, og da det store fragtskib havde passeret, var teknikerne en tur under broen for at undersøge, om den havde taget skade.

"Det ser ikke ud til, at skibet har været i kontakt med broen. Heldigvis gik det godt," siger Jesper Skjønnemand, pressevagt ved Øresundsbroen.