Hackers computer var historisk ubeskyttet
En førende it-ekspert og tidligere talsperson for Wikileaks bliver afhørt i Danmarks største hackersag.
Er det sandsynligt, at computeren blev fjernstyret af anonyme fremmede? Altså den nedslidte Macbook-computer, hvorfra angrebet blev begået i Danmarks muligvis største hackersag.
Det er Jacob Appelbaum, en amerikansk it-ekspert og tidligere talsperson for Wikileaks, blevet fløjet til Danmark for at give svar på.
Han er blevet hentet ind af forsvarsadvokaterne i sagen mod en 21-årig dansker og den verdenskendte svenske hacker Gottfrid Warg. De to mænd er tiltalt for at have brudt ind i it-leverandøren CSC og stjålet blandt andet CPR-registret og flere politiregistre.
”Lad mig sige det sådan, den her computer er så ubeskyttet, at den kunne kompromittere sig selv,” sagde Appelbaum, da forsvarsadvokat Luise Høj spurgte, om det var sandsynligt, at fremmede kunne hacke maskinen og styre den.
It-eksperten hæftede sig ved, at computerens sikkerhedsindstillinger og et særligt program, der var installeret på computeren, gjorde det let for udefrakommende at få fuld kontrol over computeren.
”Det svarer til at have en masse benzin i sin garage, mens man har efterladt en masse tændstikker og fyrværkeri ude i solen.”
31-årige Jacob Appelbaum blev også brugt som vidne i en svensk retssag mod Gottfrid Warg. Hans vidneforklaring i Sverige var en af de afgørende faktorer i, at Warg blev delvist frifundet i sagen, der blev ført mod ham.
Den amerikanske it-ekspert bor i dag i Tyskland, hvor han bl.a. arbejder som journalist med afsløringer af efterretningstjenesters overvågning af borgere. Han er desuden kendt for sine relationer til whistlebloweren Edward Snowden og Wikileaks-stifteren Julian Assange.