Fortsæt til indhold
Indland

Ronald McDonald Hus: Overfald kunne ikke forhindres

Lederen af Ronald McDonald Hus mener ikke, at en mands knivoverfald på sine to døtre kunne være undgået med strammere sikkerhed.

En mand overfaldt i går sine to fire-årige døtre med en kniv på Rigshopitalets Ronald McDonald Hus. Den ene af pigerne er patient på hospitalet og boede i huset, hvor familier, der har et alvorligt sygt barn, som har behov for behandling på Rigshospitalet, kan få lov at bo.

Manden stak efterfølgende sig selv i maven og hoppede ud af vinduet fra husets førstesal. Den voldsomme episode, der sluttede med at betjente sparkede døren ind til rummet, hvor faren havde stukket døtrene, kunne sandsynligvis ikke været undgået med bedre sikkerhed i og omkring huset. Det vurderer husets leder, Karen Bjørløw Jacobsen:

"Der er ikke noget, der tyder på, at strammere sikkerhed i huset ville kunne have forhindret den frygtelige hændelse i går. Men vi holder selvfølgelig hele tiden øje med, om der er behov for ændringer," siger Karen Bjørløw Jacobsen til Jyllands-Posten.

Huset er hjem for familier

I huset kan familierne bo og have en hverdag tæt på Rigshospitalet, og personalet bestræber sig på at give familierne de samme forhold, som de har i deres eget hjem. Formålet med huset er, at patienter og familier kan slappe af og fokusere på behandling.

"Det betyder blandt andet, at familierne har deres egen nøgle til huset, som er låst, og kan komme og gå som de vil, og at værelserne fungerer som helt almindelige lejligheder, hvor f.eks. vinduerne kan åbnes," siger Karen Bjørløw Jacobsen.

Hun fortæller, at den berørte familie har haft sin daglige gang i huset, og hun betegner søndagens begivenheder som en familietragedie.

Tager hånd om vidner

Personalet i Ronald McDonald Hus vil bruge de kommende dage på at bearbejde den voldsomme hændelse.

"Vores hovedprioritet nu er at tage hånd om de øvrige familier, der bor hos os, og de frivillige i huset. Det er vigtigt for os at sikre, at alle får den fornødne hjælp og støtte til at bearbejde de voldsomme oplevelser og den store sorg," siger Karen Bjørløw Jacobsen.

De to piger blev mandag erklæret uden for livsfare. Ifølge sigtelsen mod deres far stak han dem "adskillige gange" med en kokkekniv, hvorved de blev tilføjet livstruende skader.

Mor alarmerede politiet

Manden, der er 58 år gammel, blev mandag fremstillet i grundlovsforhør i København in absentia, idet han fortsat ligger på hospitalet med de skader, han påførte sig selv.

Manden blev varetægtsfængslet for 24 dage og skal stilles for en dommer, når han er frisk nok til det.

Overfaldet fandt sted klokken 13.29 søndag eftermiddag. Moren til de to piger flygtede fra stedet og alarmerede politiet om, at manden havde låst sig inde med døtrene, samt at han havde en kniv.