Fortsæt til indhold
Indland

Rocker varetægtsfængslet for overfald i Tuborg Havn

Politiet leder stadig efter de rockere, som overfaldt en gruppe tilfældige indvandrere nær HA-rockeren Brian Sandbergs lejlighed i Tuborg Havn. En person er varetægtsfængslet.

En 20-årig mand med baggrund i Hells Angells-støttegruppen AK81 blev torsdag varetægtsfængslet i 14 dage for et overfald på en gruppe tilfældige indvandrere i Tuborg Havn. Overfaldet skete tirsdag aften, da gruppen af indvandrere gik ned ad Tuborg Boulevard ved Tuborg Havn.

Top-rockeren Brian Sandberg fra Hells Angells bor i området, og det var øjensynligt et personligt vagtværn af unge fra AK81, som gik til angreb på indvandrerne. En blev smidt i vandet og en anden fik stukket en skruetrækker i ryggen.

Kender resten

»Vi har nu fået varetægtsfængslet en. Men vi ved udmærket, hvem de andre er. Så de kan bare melde sig,« siger chefpolitiinspektør Flemming Drejer fra Nordsjællands Politi.

Brian Sandberg blev især kendt i offentligheden for sin ageren som bodyguard for den bedrageridømte Stein Bagger, der også boede i Tuborg Havn og nu afsoner en dom på syv års fængsel.