Fortsæt til indhold
Indland

84-årig skal betale 36.000 kr. for at bruge elevator

Judith Winther, der er dårligt gående, skal betale 2.000 kr. ekstra om måneden for at bruge elevatoren op til sin lejlighed på 4. sal. Det kræver hendes udlejer.

»Jeg føler, at udlejer misbruger sin viden omkring mit helbred. De ved, at jeg bliver stavnsbundet til min lejlighed, hvis ikke jeg kan anvende elevatoren.«

Sådan siger Judith Winther på 84 år til Ekstra Bladet.

Hun har netop fået besked om, at hun skal til at betale 2.000 kr. mere om måneden for at bruge elevatoren i den ejendom, hun bor i.

Judith Winther bor på 4. sal i Havnegade i København. Da hun efter en hofteoperation i 2013 blev dårligt gående, besluttede hun sig for at gå med i ejendommens elevator-ordning, der kræver en kode.

Ordningen har indtil nu kostet 1.000 kr. i måneden. Men hendes udlejer, Overgaard A/S, sætter nu prisen op til 36.000 kr. om året.

Judith Winther mener, at det er pengeafpresning. Hun har som pensionist ikke råd til at betale den nye pris, skriver Ekstra Bladet.

Ejeren af ejendommen, Christian Kjær Madsen, vil ikke svare på, hvorvidt han finder det rimeligt, at Judith Winther nu skal betale 2.000 kr. mere hver måned, men siger dog til Ekstra Bladet:

»Hvis det kommer en sag, så må den prøves der. Men det er ikke elevator, som Judith Winther som udgangspunkt har adgang til, da den er privat installeret til en lejlighed på 5. sal. Hvis hun ønsker at gøre brug af den, så skal hun dække de fællesomkostninger, der er. Den kører helt separat. Hun kan bare vælge at bruge trappen.«

Elevatoren blev sat ind i ejendommen, da der blev bygget en penthouse-lejlighed på toppen få år tilbage.

Ifølge Christian Kjær Madsen er det dog ejendomsadministrationsselskabet CEJ, der har styr på det juridiske og han henviser derfor til dem.

Hos CEJ fralægger man sig dog ansvaret.

»Vi er jo bare administratorer, og er på ejers vegne blevet bedt om at opkræve en prisstigning på den specialaftale, som lejeren har med ejeren om en elevator,« siger Anne Marie Oksen, indehaver af CEJ, til Ekstra Bladet.

Hvis de modtager en klage fra huslejenævnet, må de forholde sig til sagen, siger hun.