Dorthe har en seng stående for at klare sin praktik
Massiv kritik af behandlingen af syge. Det skyldes ondskabsfuld reform, mener Enhedslisten
»Sengepraktik.«
Sådan kalder Dorthe Fallesen Frimann det forløb, hvor hun i øjeblikket arbejder med at kopiere et ringbind som led i en afklaring af, om hun efter en trafikulykke tilbage i 2008 kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.
»J starten var det meningen, at jeg skulle arbejde tre gange en time om ugen - det kunne jeg ikke. Så to timer om ugen - det gik heller ikke, og nu arbejder jeg to gange 30 minutter hver uge, men det kniber også, og jeg må ligge ned undervejs, så reelt er det kun 15-16 minutter hver gang. Det giver hverken mig eller arbejdspladsen noget,« siger hun.
Dorthe Fallesen Frimann fra Fredericia er blandt de mange sygemeldte, som via forskellige Facebook-grupper viser deres vrede mod systemets mange krav om ressourceforløb, arbejdsprøvninger og praktikker, der er indført som konsekvens af både sygedagpenge- og førtidspensionsreformen i 2013.
Tirsdag skal beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen igen forklare sig i Folketingets beskæftigelsesudvalg, og det er Enhedslistens Finn Sørensen, som ønsker temaet op igen:
»Kommunerne jager syge borgere i øjeblikket, og det er ikke kommunernes skyld. De lever bare op til lovgivningen og reglerne, der kom med reformen, og jeg vil ikke tøve med at kalde det en ondskabsfuld reform,« siger han og henviser til, at Ankestyrelsen tidligere i en såkaldt praksisundersøgelse har godkendt kommunernes praktis.
»Kommunerne er tvunget til at lede efter en arbejdsevne, som ofte ikke er det, og derfor bliver de sygemeldte tvunget ud i groteske situationer som f.eks. sengepraktik for at undgå at sende dem på førtidspension,« siger Finn Sørensen.
En førtidspension er netop Dorthe Fallesens Frimanns højeste ønske, efter hun som følge af trafikulykken lider af bl.a. piskesmæld og diskusprolaps.
»Jeg bliver sendt rundt i et forfærdeligt hamsterhjul, og selv om jeg har lægens ord for, at jeg ikke kan arbejde, vælger kommunen ikke at tro på mig. Det er rædselsfuldt, når man skal for domstolen efter en praktik, for de overhører fuldstændig mine argumenter,« siger hun og henviser til, når hendes sag igen skal op til vurdering i kommunens rehabiliteringsteam.
Hun er en del af Facecbook-gruppen 'Jobcentrets Ofre', og Birgit Holm-Petersen er talsperson for en anden kritisk gruppe 'Syge siger stop', som har henvendt sig til en lang række instanser fra beskæftigelsesministeren, Folketingets Ombudsmand og nu forsøger at rejse en kampagne i medierne.
»Det er helt surrealistisk, hvad der foregår i øjeblikket, og det er både ændringerne indenfor sygedagpenge og førtidspension, som er problemet. Speciallægernes erklæringer bliver fejet til side af kommunen, som bare kommer med deres egen vurdering, og den er som regel at sende folk videre i systemet,« siger hun, der selv har fået et fleksjob og er glad for det.
Jørn Neergaard Larsen har ikke mulighed for at kommentere kritikken før samrådet tirsdag, men Beskæftigelsesministeriet henviser til, at der er sat en række initiativer i gang for at hjælpe reformen bedre i gang. Det gælder bl.a. en guide til det gode ressourceforløb, knapt 50 mio. kr. til at øge kvaliteten, og endelig kan en kommune sende bud efter et rejsehold for at få hjælp i dagligdagen.
Endelig har regeringen åbnet for, at partierne bag reformen mødes i løbet af efteråret for at evaluere og vurdere, om der skal ændringer til.