*

Indland

Danmark og Sverige har sat asylproppen i

Efter to uger med grænse- og id-kontrol falder asylsøgertallet.

Den svenske id-kontrol og danske grænsekontrol har tilsyneladende bremset lysten til at søge asyl i de to lande. Foto: Benjamin Nolte/AP

Den svenske id-kontrol og danske grænsekontrol har tilsyneladende bremset lysten til at søge asyl i de to lande. Det er status efter 14 dage med krav om gyldigt id for at tage med bl.a. tog til Sverige og stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse.

I november fik Sverige over 1.000 asylsøgere om dagen, og ugen før indførelsen af det såkaldte transportøransvar og id-kontrol den 4. januar kom der i alt 2.081. Den seneste uge til og med søndag er det mere end halveret til 930.

Det svenske træk fik straks Danmark til at indføre midlertidig grænsekontrol mod Tyskland.

De første dage så det ud til at føre til højere asyltal, men siden er antallet faldet, så der hver af de seneste fem dage er kommet i omegnen af 20-30 personer. I ugerne før grænsekontrollen lå niveauet på ca. 55 om dagen, mens gennemsnittet i december var ca. 90 asylsøgere pr. dag.

De svenske udlændingemyndigheder, Migrationsverket, har været tilbageholdende med at drage konklusioner. Alexandra Elias, pressekommunikatør hos Migrationsverket, peger da også på, at vintervejret får færre til at tage rejsen til Europa, og at de øvrige europæiske landes kontrol kan bevirke, at det er sværere at nå frem til Sverige. Men vi må antage, at der er en effekt af id-kontrollen, siger hun:

»Vi går ud fra, at id-kontrollen har en indflydelse på, hvor mange der søger asyl i Sverige, men det er for tidligt at sige præcis, hvor stor effekten er.«

En håndfuld med toget

Man regner med, at op mod 90 pct. af asylsøgerne kommer ind i Sverige via Skåne, og hos politiet i netop Skåne er talsperson Ewa-Gun Westford mere bramfri i sin vurdering. Asyltrafikken var for bare få uger siden tæt i togene over Øresund.

»Nu kommer der næsten ingen via Hyllie Station (den første svenske station, red.). Det er måske en håndfuld om dagen, så det har virkelig haft en effekt,« siger hun.

Til gengæld kommer der flere via færgen fra Tyskland til Trelleborg, og der bliver pågrebet menneskesmuglere på Øresundsbroen. Kystvagten har også set ét eksempel på, at en asylsøger sejlede over Øresund i en gummibåd. Men samlet set er der tale om et markant fald, siger Ewa-Gun Westford, der understreger, at det er for tidligt at konkludere noget om effekten på længere sigt.

»Vi ved, at der er mange mennesker, som venter i Tyskland på, at det skal blive muligt at tage hertil igen,« siger hun, der tilføjer, at myndighederne er meget opmærksomme på nye ruter. Bl.a. undersøger man forlydender om, at mindst én er kommet med færge fra Polen.

Den danske grænsekontrol kører foreløbig til den 3. februar, og EU-Kommissionen presser på, for at den derefter skal ophøre. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre til, om regeringen kan argumentere for at forlænge kontrollen, hvis asyltallene fortsat er lave.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her