Fortsæt til indhold
Indland

Danskerne risikerer at løbe tør for øl i weekenden

Kiosker, cafeer, restauranter og værtshuse over hele landet risikerer at løbe tør for øl pga. systemnedbrud i Carlsberg.

Mange danskere kan risikere at se langt efter en kold øl eller sodavand, når de fra i dag skal fejre weekend, sommertemperaturer, lørdagens fodboldlandskamp m.m. I hvert fald hvis drikkevaren skal være brygget af Carlsberg.

Det danske bryggeri blev torsdag ramt af et nedbrud i det centrale ordre- og pakkesystem, der kan få konsekvenser for danskere over hele landet. Et stort antal kunder, heriblandt supermarkeder, kiosker, caféer, værtshuse og restauranter, manglede fredag eftermiddag nye leverancer af øl og sodavand fra Carlsberg.

Derfor risikerer over 1000 steder at løbe tør i løbet af weekenden.

"Det er en alvorlig situation, og det er ekstra penibelt, at den indtræffer lige op den første weekend i sommersæsonen," siger Carlsbergs kommunikationschef, Jens Bekke, til Helsingør Dagblad.

"Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at indhente efterslæbet, men vi må desværre konstatere, at her fredag eftermiddag må vi skuffe omkring 1.400 kunder," siger han.

Carlsbergs personale arbejdede på højtryk for at få systemet op at køre, da nedbruddet blev konstateret. Det lykkedes omkring klokken 4 fredag morgen.

På det tidspunkt var skaden imidlertid sket, og Carslberg manglede at effektuere omkring 2.800 ordrer, oplyser bryggeriets kommunikationschef.