»Det måtte være ligesom at rydde op efter et dødt barn«

Da Mette Jensen gik rundt på børneværelset og pakkede Frederiks ting ned, tænkte hun på, hvor uretfærdigt, det hele var. Det om var om aftenen lørdag den 10. august 2009, og tårerne trillede ned af kinderne.

Et andet sted i hjemmet lidt uden for Præstø på Sydsjælland gik Nicolaj Jensen, Mettes mand og Frederiks far, rundt. Han måtte ikke hjælpe. Mette Jensen skulle selv.

Mange tanker gik gennem hovedet, mens Mette Jensen tog alt Frederiks tøj ud af skabet og lagde det ned i kufferten.

»Jeg tænkte, at det måtte være ligesom at skulle rydde op efter et barn, der er dødt. Det er lidt voldsomt at sige det sådan, men sådan føltes det,« siger Mette Jensen.

Kunne ikke passe søn

Da Frederik var ni år, kunne han ikke lægere bo hjemme hos familien. I stedet skulle Mette og Nicolaj Jensens søn, som er født med Downs syndrom, bo på en institution for udviklingshæmmede børn.

Familien er enige om, at det var en nødvendig beslutning. Men det er den sværeste, Mette Jensen har været nødt til at træffe.

»Det var så svært at skulle overlade moderrollen til nogle andre. At nu skulle de se, når tøjet var for småt, og når han skulle have klippet negle. At jeg ikke var der hele tiden, men at omsorgen for mit barn skulle overlades til en anden. Jeg skulle erkende, at vi ikke kunne gøre det, der var det bedste for vores barn. Det var rigtig svært,« siger hun og fortsætter:

»Jeg følte mig som en pissedårlig mor, fordi jeg ikke kunne passe på mit eget barn«.