Læsere: Prisen på ældremad er alt for høj
Jyllands-Postens læsere er overvejende enige om, at ældremaden er for dyr og kvaliteten er for dårlig.
Kommunerne har skruet op for prisen på ældremad, og det er for meget, mener de fleste af Jyllands-Postens læsere på Facebook.
Baggrunden er, at der i 2009 blev indført et loft over, hvor meget de ældre må betale for maden i kommunerne. Loftet, der i dag lyder på 3.374 kroner, resulterede i at 40 kommuner dengang måtte sænke priserne. Men siden har flere kommuner hævet priserne, så de lige præcis når prisloftet.
I 2010 lå 54 af 98 kommuner lige på prisloftet eller 100 kr. under. I dag er tallet steget til 74 – eller tre af fire kommuner.
"Det er jo rent tyveri. Pris og kvalitet bør følges ad," skriver læser Aase Ravn i en kommentar.
Diskussionen går nemlig også på kvaliteten af maden og de vakuumpakkede rugbrødsmadder, der i nogle tilfælde kan have ligget i køleskabet i op til ni dage, før tiden endelig kommer til, at den ældre skal sætte tænderne i dem.
"Først(skal de ældre betale red.) skat for at få pleje, så betaler de tit store beløb for rum, der på ingen måde er hverken rare eller personlige(det er jo en arbejdsplads!) og så 3400kr oveni til mad? Hvis den så svarede til pengene, men den er kedelig uden vitaminer osv. En skændsel!" Siger PiaLovise Tashe Stephanie Pedersen.
Og flere undrer sig også over, at det månedlige madbudget for ældre kan være så stort, når de selv kan leve f.eks. to mand for 2000 kroner om måneden, eller bare en person for 2000 kroner og så "leve ret godt". Eller som Mette Buller Cramer skriver:
"Det er da helt vildt... Hvis man siger, at en familie på fire kan leve for omkring 4000 kr. i mdr. Så er det da tyveri".
En anden læser, Leif Vestergaard, mener, at man skal huske at tage med i betragtningerne, at der også skal betales løn til køkkenpersonalet undervejs, men toppen af prisen burde stadig kunne skæres af.
"Man skal da tænke på, at de laver tre forskellige retter, og der er timeløn på, men ja, det er 1000 kr. for dyrt pr. person i måneden," skriver han.
Flere nævner, at det er al for stor en del af folkepensionen, der ender med at gå til mad, som alligevel ikke er særlig lækker.
Men det er ikke alle læserne på Facebook, der tror på, at det er en god idé at sætte priserne ned.
"Mon et lavere prisloft vil give mere eller mindre vakuum-mad... hmm...?"
Sådan spørger Allan Holm Nielsen i kommentarsporet.
Og det bliver bakket op af Henrik Stæhr, der er bange for, at pengene bliver trukket fra et andet sted i kommunen.
"Det skal ikke sænkes, fordi, hvis det bliver det, så tvinges kommunerne jo af regeringen til at finde/spare pengene andetsteds, f.eks. ved fysioterapi, hygiejne eller rengøring," skriver han.
Andre igen mener, at der burde være mere konkurrence og mulighed for at få maden fra andre lokale køkkener, så både kvaliteten og priserne kunne blive bedre ad den vej.