Fortsæt til indhold
Indland

Danmarkshistorie: Færge skal sænkes i det sydfynske øhav

En udtjent færge skal danne rammerne for Danmarks første kunstige rev.

Søndag den 5. oktober skrives der Danmarkshistorie 600 meter syd for kysten tæt ved Svendborg.

Selvom den udtjente færge M/F "Ærøsund" ikke længere skal sejle med passagerer, så får den lov at fortsætte tjenesten på havets bund. Den skal nemlig sænkes og gøres til et et mål for biologer og dykkere.

Forskere på Syddansk Universitet er meget begejstrede for nedsænkningen. De kan udnytte det nye rev til at følge fiskenes kolonisering og dermed få en bedre forståelse af livet på et rev. Det skriver de på deres hjemmeside.

Færgen er sikret, så dykker frit kan bevæge sig rundt på hele vraget.

Det menneskeskabte rev skal tjene som en slags erstatning for områdets stenløse bund. I perioden 1930-1990 har man nemlig opsamlet store mængder sten fra havbunden, hvilket har medført en mangel på naturlige stenrev.

”Det vigtige er, at tangplanter får et substrat (understøttende materiale red.) at sidde fast på, og at fiskene får nogle attraktive leve- og skjulesteder. Den pågældende færge er stor og har mange rum og gemmesteder, og det vil tiltrække fiskene," siger professor og leder af Biologisk Institut på Syddansk Universitet, Marianne Holmer.

Man har før etableret nye stenrev i bl.a. den nordlige del af Kattegat, i Limfjorden og i Vejle Fjord, men det er første gang, at en sænket færge skal fungere som kunstigt rev.

Da færgen sænkes blot 600 meter fra kysten, er det muligt for tilskuere at overvære færgens sidste minutter inden udåndingen.

I april afviste miljøminister Kirsten Brosbøl (S), at færgen kunne sænkes. Efterfølgende indkaldte man ministeren til et samråd, hvor man forklarede, at det var professionelle dykkere, der stod bag, og at sænkningen faktisk ville være godt for miljøet omkring revet. Herefter blev sænkningen godkendt.