Fortsæt til indhold
Indland

Godsejer: Jeg har kun det tøj jeg står i

Gammelt gods på Sydsjælland nedbrændt - formentlig efter et af nattens mange lynnedslag.

"Jeg tror, at jeg er lidt i chok, for jeg hart svært ved at forholde mig til det. Jeg har kun det tøj, jeg går og står i."

Sådan siger godsejer Thomas Garth-Grüner, som tidligt torsdag morgen måtte se sit gamle historiske familiegods Sparresholm ved Næstved gå op i flammer.

Den tre etager store og imponerende hovedbygning er udbrændt, mens de tilliggende bygninger ser ud til at klare skærene.

Alarmeret af sin mor

Hovedbygningen står ikke til at redde efter den voldsomme brand på Sparresholm Gods.

Thomas Garth-Grüner, der overtog driften af godset i 2004, var ikke hjemme, da branden brød ud ved firetiden i nat.

"Min mor ringede, som bor lidt herfra, og sagde, at det brændte i hovedbygningen. Jeg kom først frem, da hovedbygningen var gået tabt. Der er kun ydermurene tilbage, og der står store flammer op fra bygningen. Brandvæsenet kan slet ikke komme ind i bygningen," fortalte den rystede godsejer, da Jyllands-Posten talte med ham kort før kl. 7.00.

"Meget voldsom brand"

Lidt senere på formiddagen oplyser vagthavende ved Næstved Brandvæsen, at godsets hovedbygning som frygtet er helt udbrændt.

Han betegner branden som "meget voldsom" og siger, at den er er startet som en eksplosion.

"Vi har forsøgt at redde de to sidebygninger. Den ene er reddet, men den anden er temmelig skadet," siger Søren Nielsen til Ritzau.

Stammer fra 1200-tallet

Den gamle hovedbygning stammer fra 1609 og er opført i renæssancestil af mundskænk og hofmarskal Jens Sparre. Hovedbygningen er bygget på ruinerne af den middelalderlige Padeborg, der antages bygget omkring år 1200, men blev ødelagt.

Sparresholm Gods' historie går tilbage til Christian IV's tid.

Godset, der ligger ved Toksværd, blev fra 1969 til 1996 drevet af Thomas Garth-Grüners far, hofjægermester Preben Garth-Grüner.

Fra 1996 til 2004 drev far og søn godset sammen, og siden 2004 har Thomas Garth-Grüner varetaget driften af den 555 hektar store ejendom alene.

Mange års historie

"Det er mange hundreder af års historie, der er gået tabt," siger Thomas Garth-Grüner, som gætter på, at det er et af nattens mange lynnedslag, der har antændt branden. Muligvis kan lynet have ramt et metalstillads, som stod ved bygningen, siger godsejeren.

Vagtchefen ved Næstved Brandvæsen siger, at slukningsarbejdet formentlig vil vare nogle timer endnu, inden resten af godset er sikret.

Det sydlige Sjælland og Lolland-Falster oplevede i nat tusindvis af lynnedslag, da resterne af et sommeruvejr trak hen over den sydlige del af landet.

Flere lynbrande i nat

Flere andre steder på Lolland-Falster udløste lynnedslag brande i nat og i morgentimerne.

I Nykøbing Falster slog lynet ned i et hus kort efter klokken tre i nat, og det resulterede i røg fra tagryggen og nogle gløder i lidt træværk, som dog hurtigt kunne slukkes, oplyser vagtchefen hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Også på Nykøbingvej i Nørre Kirkeby satte et lynnedslag kort efter klokken fire i nat brand i et hus.