Fortsæt til indhold
Indland

Hvad blev der af værdikampen?

Følg live-debat med to af verdens førende samfundsforskere og oplæg til en diskussion om værdipolitikkens vilkår i Danmark.

Var værdikampen noget, der kom og gik med Anders Fogh Rasmussen og hans regering?

Slet ikke. Værdikampen raser, og den føres ikke kun i Danmark. Faktisk fylder debatten om den enkelte borgers, gruppers og samfundets værdier meget i den løbende politiske kamp over det meste af verden.

Politikere er optaget af værdikampen, fordi den har indflydelse på, hvor vælgerne sætter deres kryds. Debattører interesserer sig for striden om værdier, fordi den er en nøgle til at forstå, hvad der sker i samfundet, og for den enkelte borger kan værdikampen være vigtig, fordi den handler om, hvem de er, og hvad der bestemmer deres holdning til mange ting.

Aktuel kamp

Hvad den aktuelle kamp på værdier drejer sig om i Danmark og ude i verden kan man få et indtryk af her på jyllands-posten.dk, når vi torsdag aften kl. 19 transmitterer direkte fra Aarhus Universitet.

Her vil to af verdens førende samfundsforskere og pionerer inden for studiet af forbindelsen mellem politik og værdier give deres bud på, hvilken rolle værdidebatten spiller i moderne politik. Det drejer sig om Robert Putnam (som Jyllands-Postens Lars From netop har interviewet) og Ronald Inglehart, professor ved University of Michigan i USA, og ophavsmand til banebrydende europæiske og globale undersøgelser af borgeres værdier.

Han var den første, der gjorde opmærksom på, at vælgere i dag drives af værdier snarere end ideologi. Putnam er til daglig professor på Harvard University uden for Boston og er netop blevet udnævnt til gæsteprofessor for 2013-2014 på Aarhus Universitet. Putnam er især blevet kendt for sine studier af forholdet mellem kultur og graden af tillid i et samfund, faktorer der har afgørende indflydelse på samfundets sammenhængskraft.

Jalving med i debat

Putnam og Inglehart vil blive interviewet af Michael Bøss, lektor ved Aarhus Universitet, en ivrig samfundsdebattør og leder af MatchPoints Seminar, som aftenens arrangement er en del af.

Det internationale perspektiv på den moderne værdikamp vil blive fulgt op af oplæg fra danske politikere og debattører – fra Det Radikale Venstre generalsekretær Klaus Frandsen, der vil give sit bud på det nye ved den nuværende regerings værdipolitik, til sognepræst og forfatter Kathrine Lilleør og højskoleforstander Thue Kjærhus, der besvarer spørgsmålene, om folkeskolen og ungdomsuddannelserne fortsat har en dannelsesopgave, og om et samfund overhovedet kan fungere uden fælles værdier og kulturinstitutioner?

Til sidst vil et panel, der bl.a. tæller Jyllands-Postens faste kommentar, Mikael Jalving, blande sig i debatten.

Følg debatten direkte på live-tv fra kl. 19.00 til kl. 22.00 - klik her