Fortsæt til indhold
Indland

Venstre kommer lægerne i møde

Fra dag ét har regeringen og Venstre kørt parløb imod lægerne, men nu bakker oppositionspartiet.

Hanne Fall Nielsen | Thomas Vibjerg

Det er urimeligt, at de praktiserende læger skal reguleres ned i mindste detalje.

Sådan lyder meldingen fra Venstre, som nu trækker støtten til væsentlige dele af regeringens lovforslag.

»Lovforslaget lægger op til en reel detailregulering af almen praksis. Men det er altså ikke Folketinget, som ved mest om, hvordan en læge driver sin praksis,« siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.

Overenskomstforhandlingerne mellem de praktiserende læger og regionerne strandede den 3. maj, og samme dag kom regeringen med et lovforslag, som i høj grad imødekom regionernes ønsker. Lægerne blev rasende og har siden truet med at nedlægge deres ydernumre fra den 1. september.

I hele forløbet har regeringen og Venstre kørt parløb, men nu bakker V.

»Folketinget skal ikke bestemme, hvornår de praktiserende læger skal holde åbent, eller hvornår de skal aflægge sygebesøg. Det vil vi ikke være med til,« siger Løhde, som dog stadig bakker op om dele af lovforslaget – bl.a. afskaffelsen af lægernes vetoret over placering af lægepraksis.

De praktiserende lægers formand, Henrik Dibbern, glæder sig over meldingen.

»Det er godt, at vores politiske system nu begynder at diskutere med sig selv, om det er rimeligt at styre landets lægepraksis med lovgivning,« siger han, der dog ikke dæmper kritikken mod de øvrige paragraffer i lovforslaget:

»Jeg bliver først en glad mand, når man tager lovforslaget helt af bordet og indser, at det er klogere at finde en forhandlingsløsning med os.«

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) satser stadig på en bred aftale med Venstre.

»Vi er i en høringsfase, hvor forskellige parter er på banen for at sige, hvor lovforslaget er godt, og hvor det er mindre godt,« siger hun.