Borgmestre: Det går for langsomt
Borgmestre i Vendsyssel er målløse over, at broreparationerne ikke er startet.
Borgmestrene i Vendsyssel mener, at reparationerne af jernbanebroen over Limfjorden i Aalborg går alt for langsomt, skriver nordjydske.dk.
Den 28. marts sejlede fragtskibet "Ramonia" ind i broen, hvor både bro, spor og broklap fik massive skader efter påsejlingen, mens broklappen slet ikke kunne fungere.
Fredag den 13. april gik arbejdet så i gang med at erstatte jernbanebroen med en ny broklap, som forventes at være færdig i næste uge. Men lige så hurtigt går det ikke med resten af reparationerne, hvor togene først kommer til at køre på skinner om et halvt år.
Og de lange udsigter har fået de fire borgmestre i Vendsyssel til at skrive et klagebrev til transportminister Henrik Dam Kristensen.
"Vi er målløse"
"Vi er målløse over, at man ikke er gået i gang med reparationerne endnu. Vendsyssel bliver meget isoleret af det her, og det giver store gener for mange borgere," siger Lene Hansen (S), der er borgmester i Brønderslev, til nordjyske.dk.
Hun har sammen med borgmestrene Mogens Gade (V) i Jammerbugt, Lars Møller (V) i Frederikshavn og Arne Boelt (S) i Hjørring formuleret et brev til transportministeren Henrik Dam Kristensen, hvor de kræver en fremrykning af reparationsarbejdet.
Bane Danmark: Vi kan godt forstå jer
Den ansvarlige for arbejdet i BaneDanmark, sektionschef Helle Bøhler Møller, kan godt forstå borgmestrenes frustration, og at den manglende togtrafik generer folk i Vendsyssel.
"Men de må også stole på, at vi har de samme mål. Nemlig at få normaliseret togtrafikken," siger hun til nordjyske.dk.
Opgaven med at få normaliseret togtrafikken på jernbanebroen er mere kompliceret end som så, og derfor er BaneDanmark i gang med at lave grundige undersøgelser, før de vil starte på reparationerne.
"Ellers kan vi være ret sikre på, at noget ville gå galt, og så ville det tage endnu længere tid," siger Helle Bøhler Møller.
BaneDanmark holder fast i, at togtrafikken over jernbanebroen først bliver en realitet om et halvt år.