Hver tredje vil have nemmere skilsmisser
Når beslutningen om at gå hver til sit er taget, skal det også være lettere at gøre det.
Når beslutningen om at gå hver til sit er taget, skal det også være lettere at gøre det. Det mener hver tredje dansker.
I en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for metroXpress, svarer 34 procent, at det skal være lettere at blive skilt, mens kun syv procent vil gøre det sværere, end det er i dag.
Halvdelen af danskerne mener, at reglerne er fine, som de er. De seneste uger har debatten raset, efter at socialminister Karen Hækkerup (S) meldte ud, at det nu skal være muligt for to parter, der er enige om at gå fra hinanden, at blive skilt uden at have været separeret i seks måneder først.
Flere forklaringer
At en tredjedel af danskerne bakker op om ministerens linje, kommer ikke bag på skilsmisserådgiver Mette Haulund.
»Betænkningstiden er inden, man sender papirerne af sted. Når først der er skrevet under på dem, vil man gerne bare skilles, og så giver det ikke mening, at det skal være så svært. Hver tredje dansker har måske selv stået i situationen eller kender nogle, der har,« siger Mette Haulund, der er stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering.
Når så mange ønsker nemmere skilsmisser, kan det ifølge formanden for Danske Familieadvokater, Helle Larsen, skyldes to ting: At danskerne ikke vil have staten til at blande sig og trække en skilsmisse i langdrag, når parret er enige om at gå hver til sit. Eller at statsforvaltningernes behandling af sagerne tager for lang tid.
I undersøgelsen er det især ældre danskere over 60 år, der er tilhængere af at bevare de nuværende regler. Mens 61 procent af danskerne mellem 60 og 74 år vil bevare de nuværende regler, er det blot 39 procent af de 30- til 39-årige, der ikke vil pille ved dem.