Fortsæt til indhold
Indland

DR: Ikke det bedste indslag

Indslag med påstande om aftalt spil mellem Venstre og Jyllands-Posten var »ikke tydeligt nok,« siger Danmarks Radio.

»Det kunne være gjort bedre«.

Det erkender Jacob Kwon, souschef på TV Avisen, tirsdag aften om et indslag i TV Avisen klokken 18.30, hvor det blev insinueret, at Jyllands-Posten har samarbejdet med Venstre om en række kritiske artikler om Ole Sohn.

En beskyldning som Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen afviser som »kategorisk forkert«.

Beskyldningen kommer tilsyneladende efter, at Jyllands-Posten og Dagbladet BT begge havde kritiske historier om Ole Sohns kommunistiske fortid på forsiden i fredag.

Mere tydeligt

At historierne var på forsiden fredag skyldes dog mest en tilfældighed, og Jyllands-Posten begyndte arbejdet med artiklerne for omkring et år siden, oplyser Jørn Mikkelsen.

I indslaget på TV Avisen var det Socialdemokraternes folketingsmedlem Rasmus Prehn, der fremførte, at Venstre havde fået de kritiske historier plantet i aviserne.

»Historien i TV Avisen handler egentlig om et angreb fra Socialdemokraterne mod Venstre, hvor BT og Jyllands-Posten medvirker som en slags bipersoner. Det fremgår af indslaget, at aviserne afviser denne beskyldning, men det kunne godt have været mere tydeligt,« siger Jacob Kwon til jp.dk.

Klar afsender

Har I nogen som helst dokumentation for påstanden om, at Venstre har fået historierne plantet?

»Det er et indslag med en klar afsender, hvor vi referer, hvad det ene part mener, og hvad den anden part mener. Det - er jeg sikker på - er også noget, der sker i jeres avis hver dag. Men igen: Jeg ville have ønsket, at det fremgik mere tydeligt, at aviserne afviste dette,« siger Jacob Kwon, der ikke vil gå som langt som til at beklage eller undskylde indslaget.

Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen kaldte det tidligere på aftenen for »forbløffende,« at Danmarks Radio kunne frembringe sådanne påstande om et samarbejde mellem et regeringsparti og landets største avis.

»Der har ikke været den mindste kontakt mellem Jyllands-Posten og Venstre i denne sag. Det kan jeg kategorisk afvise,« siger Jørn Mikkelsen.

LÆS OGSÅ: JP-chefredaktør: Uhæderligt angreb i TV Avisen