Dansktoppen kan klare sig selv

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Dorthe Kollo fylder 70 år i dag, mandag, og hvis nogen ikke ved, hvem hun er, er de selv ude om det. Kollo, der er fra Aarhus, har sunget offentligt siden barndommen og været slagerstjerne det seneste halve århundrede. Så et stort til lykke. Men fødselaren er også noget andet. Hun er en af Danmarks mange uofficielle ambassadører i udlandet.

Hun har boet i Tyskland siden 1960’erne, og for mange på de kanter er hun en typisk dansker, næsten på linje med kollegaen Gitte Hænning, der ligeledes har tilbragt det meste af sit liv i forbundsrepublikken og betragtes som noget af et nationalt klenodie.

Nu er det ikke alle danskere, der er lige gode på en scene, men både Dorthe og Gitte, som de to kaldes af de ellers formelle tyskere, har sørget for bunker af velvilje og bidraget til en positiv indstilling til kongeriget. Det samme kan siges om den lange række af landsmænd, der har gjort sig internationalt. Vi nævner i flæng: Bjarke Ingels (arkitekt), Jussi Adler-Olsen og Dorthe Nors (forfattere), Lars von Trier, Susanne Bier, Lone Scherfig og Thomas Vinterberg (filminstruktører), samt erhvervsfolk som Kasper Rørsted (Adidas) og Jan Leschly (tidl. Smithkline Beecham).

Dette er blot et udvalg af nulevende danskere, som har gjort karriere uden for landets grænser. Nogle opfattes som mere danske end andre, og for visse har nationaliteten måske ikke spillet en rolle overhovedet. Men for alle gælder, at de er kommet frem i verden uden statslige fremstød, officielle blåstemplinger eller kongelige besøg. De er ofte hjulpet på vej med en skattefinansieret uddannelse, og instruktører har fået filmstøtte, men det er folk ligeglade med ude i verden, når de skal bedømme resultatet. Det er talentet, der tæller, og det undfanges ikke af subsidier. Visse steder på kloden virker statsstøtte ligefrem afskrækkende. Et dansk galleri i New York undlod ved åbningen i 1990’erne omhyggeligt at nævne offentligt, at projektet havde opbakning fra regeringen i København. Det ville skræmme vigtige, amerikanske samlere og medier, sagde lederen dengang, for de ville spørge, om kunstnerne ikke var gode nok til at stå på egne ben.

Det problem har Dorthe Kollo og Gitte Hænning ikke haft. De kom til Tyskland som ganske unge med hver sit hit; det ene handlede om en ung mand med røde roser, det andet om en pige, der vil giftes med en kyssende cowboy skønt forældrenes drøm er en svigersøn ved statsbanerne, der har en god pension. Hænning har senere kaldt cowboysangen »et befrielsesskrig« for tyskerne. Den havde meget af det, unge tyskere ikke måtte i de såkaldte Wirtschaftswunder-år, altså tiden efter Anden Verdenskrig, hvor det økonomiske opsving gjorde landet til Europas rigeste, mente hun. Et museum i Bonn om forbundsrepublikkens historie er åbenbart af samme opfattelse. For nogle år siden drønede Hænning ud af højttaleren, når man betrådte udstillingen.

Man kan mene det ene eller det andet om popmusik, og man kan diskutere, om f.eks. en Adler-Olsen vil have en lige så lang litterær holdbarhed som John le Carré eller Arthur Conan Doyle, for at nævne to andre spændingsforfattere. Uomtvisteligt er det, at skattekroner i reglen ikke er afgørende for succes. Når mange unge verden over for en halv snes år siden begyndte at lære tysk, var det ikke på grund af en dyr kulturpolitik fra Berlin, men takket være Tokio Hotel, en drengegruppe fra den østlige del af forbundsrepublikken. Den spillede musik, som vakte international genklang. Så enkelt kan det være. Også for at nå dansktoppen.