Licenshestens tur over Atlanten bør blive meget dyrere for DR

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hest er noget, vi flytter for hinanden, lyder det vittigt på Facebook. Årsagen til den muntre omskrivning af DR’s ”licens er noget, vi giver til hinanden” er naturligvis balladen om USA-korrespondenten Johannes Langkildes hest, eller rettere hustrus hest, som DR betalte for at få transporteret til Washington, da parret for fire år siden flyttede til USA. Prisen for transporten løb op i næsten 70.000 licenskroner.

Det kan synes at være en bagatel, og som DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, sagde i Deadline onsdag aften, så kan det i hvert fald aldrig være Johannes Langkildes, hans kones eller hestens (ja, den blev faktisk også nævnt) problem. Johannes Langkilde har formentlig blot været god til at forhandle, da vilkårene for hans korrespondentjob i USA skulle på plads, og hvis man kan få smidt en hest oven i flyttelæsset, så er der jo ingen grund til at lade være. Går den, så går den, og det gjorde den så, for hans chef i DR har åbenbart været villig til at gå langt for at få Langkilde, som man havde hapset hos TV2, til at løfte DR’s USA-dækning. Det skulle da ikke være 70.000 kr., der skilte parterne, har ræsonnementet sikkert været, og det er jo også nemt, når man ikke selv skal tjene de penge, man jonglerer med.

Et eller andet sted har man måske nok vidst, at den ikke var helt ren i kanten, for Ekstra Bladet har i mere end et år forsøgt at få aktindsigt i flytningen, men det har DR nægtet. Nu kom det så alligevel frem i løbet af ugen, og det kan vise sig – det bør det i hvert fald – at blive en meget dyr hestetransport for DR. Nyhedsdirektøren kaldte det en fejlvurdering, da han blev interviewet i Deadline. Det er det uomtvisteligt, men det er også meget mere end det. For selv om det bare er transport af en hest, og selv om det hele er foregået inden for det budget, som DR har for korrespondenters flytning, så er der en symbolik til stede, som først og fremmest siger noget om DR’s magtarrogance og selvforståelse. Det drejer sig ”kun” om 70.000 kr., men det bekræfter en udbredt og ofte også velbegrundet formodning om, at pengene sidder løst i DR, og at økonomien sejler.

DR’s håndtering af sagen har samtidig afsløret en mediegigant, der opererer dobbeltmoralsk. Den moral, som man afkræver andre magthavere og institutioner om gennemsigtighed og åbenhed, stiller man først op til selv og da nødtvunget, når dokumentationen så at sige ligger på bordet. Det er meget vanskeligt at opnå aktindsigt i DR’s forhold, fordi institutionen gemmer sig bag et hensyn til konkurrenceforhold, selv om det i virkeligheden burde være omvendt, så der var skærpede krav til DR’s åbenhed, da man administrerer fire mia. licenskroner årligt.

DR’s størrelse, DR’s position og DR’s beskytttelse på mediemarkedet har skabt en kultur og en selvforståelse, som er helt uacceptabel. Det er der heldigvis stigende bevidsthed om på Christiansborg. For DR’s kritikere i den politiske verden er licenshesten en gave, og for institutionens forsvarere er det blevet lidt vanskeligere at stå vagt om institutionen.

Til næste år skal der indgås et nyt medieforlig, og kulturminister Mette Bock har allerede varslet en slankning af DR og en nedsættelse af licensen. Der er mange gode grunde til at håbe, at hun får held med at få det gennemført. Licenshestens tur over Atlanten har ikke ligefrem gjort det lettere for DR at overbevise om, at der ikke sagtens kan skæres i budgetterne, for selv om fru Langkildes hest kun udgør et mulehår i DR’s samlede budget, så vejer symbolikken på den bagvedliggende selvforståelse tungt.